Uddannelsesbogen: Når to bliver til én (pdf) - Palliativt Videncenter

få det gjort. Farvel, tak og tilgiv er vigtige
ord at få sagt. En forsoningsproces kan
være vigtig for den døende, hvor man
forsoner sig med sit liv og sin død. At
fortælle livshistorie, se på gamle fotos kan
være en hjælp til denne forsoningsproces.
Den kristne har måske brug for besøg af
en præst, muslimen af en imam, jøden af
en rabbiner. Andre kan have brug for at få
bedt en bøn eller at modtage velsignelsen
eller nadveren.
Dødsprocessen
Her er det almindeligt, at den nærmeste
familie er samlet og sidder og holder hånd
eller måske stryger den døende blidt på
kinden. Både Jonna, Siv og Jens fortæller
i denne bog om hvor stor betydning det
har haft for dem at være der. Levende lys
på stuen, og nogle gange familiens stille
sange kan forekomme naturligt for mange,
mens andre ikke ønsker det. Pårørende
fortæller nogle gange efterfølgende, at
de bad en stille bøn inden i sig selv, og
engang imellem sker det, at der bedes
højt. Selve dødsøjeblikket virker som regel
meget intenst og nærmest helligt på de
tilstedeværende, så der er ikke brug for
ord, kun stilhed og en ”væren sammen” i
de intense minutter. Bagefter fortæller de
pårørende måske om oplevelsen af selve
dødsøjeblikket: ”Det var som en fødsel,
da hun gav slip”. ”Der var en fred og en
intensitet i selve dødsøjeblikket” eller
”Jeg oplevede det som smukt og fredfyldt”.
Efter døden
Der er stor forskel på, hvad patientens
nærmeste har brug for lige efter et
dødsfald. Nogle ønsker ikke at se den
afdøde efter døden, mens andre har brug
for at våge hos den døde i flere timer eller
måske i et helt døgn. I de fleste religioner
er der vågeritualer, som ligner de ritualer,
der omtales nedenfor i forbindelse med
udsyngning. Sorg og savn må hvert
menneske bære, faderen har sin, børn og
børnebørnene deres, og af og til kan det
være svært at forstå den andens sorg.
del 2
”At fortælle livshistorie,
se på gamle fotos kan
være en hjælp til denne
forsoningsproces.”
83