Uddannelsesbogen: Når to bliver til én (pdf) - Palliativt Videncenter

18
”Nu kan jeg alting, for
nu er Brita død. Jeg skal
ikke være på sygehuset
hver dag, jeg kan alt
muligt.”
”Jeg oplever jo, at hun ikke forsvinder fra mig,
lige som min far heller ikke gjorde det. Han
døde, da jeg var ni og min søster fem år.”
Indirekte var det tabet af faderen i barndommen,
som gjorde, at Ole endte med
at sige ja til en sorggruppe, da Brita døde.
Nogle uger efter hendes død fik han besøg
af Hørsholm Kommunes visitator, som
ville høre til, hvordan han havde det som
enkemand – og undervejs i denne samtale
nævnte visitatoren, at der fandtes en lokal
sorggruppe for ældre, der havde mistet.
”Min første reaktion var at afvise det. Jeg tror,
det var en slags beskyttelse af mig selv.
Jeg ønskede ikke at vræle i fuld offentlighed,
og det var jeg bange for, det ville ende med.
Men da visitatoren var på vej ud af døren,
kom jeg alligevel på andre tanker og bad om
at få en brochure om sorggruppen.”
DER SKAL VÆRE MEDFØLELSE
Oles nysgerrighed overvandt hans skepsis,
og når han i dag tænker på sorggruppen
og de professionelle ledere, som har støttet
gruppemedlemmerne, er han fuld af
beundring og respekt for deres indsats.
”De to ledere har altid haft spørgsmål, som
kunne bringe os videre. De har forhindret, at
samtalen gled ud på et sidespor – og de har
været vedholdende. De finder jo ting frem, som
man ikke lige selv har tænkt over. De var i
stand til at påtage sig smerten, men jeg fatter
stadig ikke, at de kunne holde det ud.”
Netop at påtage sig hinandens smerte er
centralt for Ole i hans genfortælling om
sorggruppens betydning.
”Jeg har været meget taknemmelig over, at de
andre ville lytte til mig, og jeg har haft godt