Uddannelsesbogen: Når to bliver til én (pdf) - Palliativt Videncenter

46
HVAD VAR NAVNET?
Da Anne-Lene ryddede op i faderens hus
efter hans død, fandt hun både skabe
og skuffer fyldt med medicin, det meste
uåbnet.
”Der lå æsker i massevis med lykkepiller,
sovemedicin og beroligende medicin, som han
ikke havde rørt.”
”Det blev jeg meget berørt af og ikke mindst
fortørnet over. Derfor opsøgte jeg hans læge
for at få en samtale om det, der var sket. Altså
- hvor meget må man udskrive som læge,
før man foretager sig noget andet? Hvordan
havde han egentlig fulgt min fars depression?”
Besøget hos lægen blev en skuffelse.
Første indtryk af lægen var nemlig, at han
på ingen måde virkede forberedt. Navnet
på Anne-Lenes far sagde ham ingenting,
reaktionen var blot: ”Jeg kan ikke lige sætte
et ansigt på ham ...”. Først da lægen havde
kigget på pc-skærmen, kom der en
reaktion: ”Nå ja, han var jo suicidal
(selvmordstruet) ...”
”Det rystede mig. Jeg fortalte, at jeg var
kommet for at spørge, hvorfor han som læge
havde udskrevet i tonsvis af medicin til min
far igennem meget lang tid – og hvornår man
som læge stopper op og tænker over, hvad det
er der sker eller foreslår, nu skal der ske noget
andet.”
”Hans svar lød, at dét var helt ligegyldigt nu,
han ville ikke diskutere det med mig, og nu
var mit kvarter i øvrigt gået – der var andre
patienter, der ventede.”
Anne-Lene mener, at lægen i det mindste
burde have alarmeret familien, hvis det
var opfattelsen, at hans patient havde
selvmordstanker.
”Men det er klart, han blev sur, da jeg stod
der. Jeg kritiserede ham jo og sagde mere eller
mindre direkte, at han er en dårlig læge.”
FORSTÅELSEN
”Dagbogen viser tydeligt, at hans depression
har stået på i meget lang tid, og det er
forfærdelig læsning. Så i virkeligheden kan det
undre mig, at han ikke gjorde det noget før.
Han talte også ofte om, at han var bange, men
dengang forstod jeg ikke hvorfor. I dag er det
klart for mig, at han var bange for sine egne
tanker. Jeg har læst mig frem til, at det egentlig
er typisk, at man reagerer sådan – med angst
for disse tanker om at tage sit eget liv. Men
jeg har også tænkt på, at når man først er så
langt ude, som han har været, tænker man slet
ikke på, at man gør nogen ondt. Man har kun
én tanke, og det er, at man ikke holder sig
selv ud – og andre kan heller ikke – man er en
byrde. Han skrev jo også i sin dagbog: Jeg har
kun Anne-Lene at snakke med, og hun kan
ikke holde ud, at jeg er så ked af det ...”.