Uddannelsesbogen: Når to bliver til én (pdf) - Palliativt Videncenter

Som præster kommer vi ofte i en længere
periode i hjemmet efter et dødsfald.
Nogle gange ser vi, at alt den dødes tøj er
afleveret i genbrugsen og dobbeltsengen
erstattet af en enkeltmandsseng, allerede
inden hjemmeplejen har været at hente de
udlånte hjælpemidler. Andre gange mødes
man år efter af den afdødes træsko på
trappen og frakken på knagerækken.
Begge dele kan være – men er ikke nødvendigvis
– et faresignal, der kunne betyde, at
sorgen er stivnet i det ene spor. Som dem,
der har sin gang i hjemmet, hjemmepleje,
naboer, præst, familie, skal man være
opmærksom på, om der er ved at ske en
fastlåsning af sorgen, så der bliver tale om
ensidighed i stedet for vekselvirkning. Ikke
sådan at sorgen ikke stadig skal være der,
den hverken kan eller skal forsvinde, men
om den er der på en måde, hvor den enten
undgås totalt eller bliver en hindring for at
møde det forandrede liv. Samtidig er det
vigtigt, at der ikke er noget, der er rigtigt
eller forkert. For nogle er det rigtigt at gå
på kirkegården hver dag, for andre er det
rigtigt aldrig at komme der.
Nogle henter livsmod og kraft til resten
af dagen ved lige at være forbi gravstedet,
andre siger det ikke noget. Det ene er ikke
bedre eller mere rigtigt end det andet.
Der, hvor det kan blive problematisk, er der,
hvor kirkegården, og måske kirker i det hele
taget, og måske steder hvor man før kom
sammen, bliver steder, man er nødt til at
undgå, fordi det simpelthen gør for ondt.
Der ender den undgåede sorg med at styre
og begrænse mere, end man måske selv
ved af.
Omvendt kan det for den, der går på
kirkegården hver dag, blive så tvangspræget
nødvendigt, at det forhindrer en i at besøge
børnebørnene i Jylland eller i at tage på
ferie. Hvis det sker, risikerer man i sin
hensynstagen til den døde, fuldstændig at
svigte de levende, der faktisk er omkring en.
Nogle kan år efter ikke sove i soveværelset,
men sover (elendigt) på sofaen, for soveværelset
har for mange minder og så
hellere gøre livet til et forhindringsløb end
møde sorgen. Andre bliver ved med at spise
kl. 17.30, for det ville ægtefællen have –
også selvom det nu udelukkende forhindrer
vedkommende selv i at deltage i de sociale
aktiviteter, sport, møder, frivilligt arbejde,
som han eller hun egentlig har både
kræfter og lyst til.
I de situationer skal nogen sige noget. Give
et puf. Enten selv eller ved at få vedkommende
i kontakt med en medarbejder fra
kommunen, en psykolog eller den lokale
præst, som ofte før har mødt vedkommende.
Hvis du vil læse mere:
»Sorg – den dybeste ære glæden kan få«.
Af Lise Trap, Alfa forlag 2010
del 1
59
”... ud i det liv, hvor man
hidtil har været to om at
færdes, og hvor man nu
skal finde sine egne stier
alene.”