Uddannelsesbogen: Når to bliver til én (pdf) - Palliativt Videncenter

26
”Jeg forsøgte at få sygehuset til at sætte skub
i den proces, men de udskød det hele tiden.”
”Så valgte jeg selv at henvende mig på det
lokale hospice, Sankt Maria Hospice Center
i Vejle. Jeg gik ganske enkelt derned og bankede
på og sagde, at de måtte hjælpe. Aldrig
har jeg følt mig så lettet, som da hospicesygeplejersken
sagde: Vi tager hende med det
samme. Det var et døgn, før Elmi døde, men
hun fik en værdig død på hospice med mig og
min datter i hver sin hånd. Det var utroligt
fredfyldt på hospice, og alle var søde. Hun fik
den bedste død.”
AT SE ANDRE MENNESKER
Det er nu to år siden, Elmi døde. Jens er
stadig gæst i kræftrådgivningen, og så
kommer han på Maria-caféen på det
hospice, hvor Elmi døde, et sted han
værdsætter højt.
”Jeg møder så mange interessante mennesker
i caféen, og jeg har selv fået lov at holde et
foredrag, jeg har skrevet – om karle og piger
på landet. Det er godt, at der er nogen, der
venter på mig i caféen og altid holder en plads
til mig.”
”Det værste er stadig at spise alene. Derfor
søger jeg andre steder hen. Der er en café i
byen for hjemløse og enlige, den bruger jeg
nogle gange, og nogle gange søger jeg til
Frelsens Hær. De koner, der laver mad der,
gør det virkelig godt. Jeg kommer også i kirken
og tager del i kirkefrokost. Det er altid mest
kvinder, der kommer de steder, – og så mig.”
Jens har også meldt sig som besøgsven
gennem Folkekirkens Nødhjælp, og så har
han stor glæde af, at de sammenbragte nu
voksne børn i hans og Elmis familie altid
har kunnet sammen.