Uddannelsesbogen: Når to bliver til én (pdf) - Palliativt Videncenter

56
NÅR TO BLIVER TIL EN HALV
- OM AT MISTE EN ÆGTEFÆLLE EFTER ET LANGT LIV
AF LISE TRAP, SOGNEPRÆST
”Det er jo naturens gang.”
”Godt han ikke endte med at sidde som en grøntsag.”
”Ja, hun havde jo også alderen til det.”
”Det var godt, han endelig fik fred.”
”I fik jo et langt liv sammen.”
Det er det, mange ældre hører fra andre,
når de mister en ægtefælle efter et langt
liv sammen. Det er altsammen rigtigt.
Naturens gang er, at vi dør – i bedste fald
først når vi er blevet gamle. Alt levende
skal dø, det gælder træer og blomster, det
gælder dyr, og det gælder selvfølgelig også
mennesker. ”Vi skylder alle Vorherre en
død,” sagde de gamle. Samtidig er det bare
ikke sådan, at det er noget, vi nødvendigvis
affinder os med. Det er et biologisk faktum,
men ikke et neutralt faktum, som vi bare
trækker på skulderen af og tager til efterretning.
Sorgen er vores protest. Med sorgen sætter
vi os til modværge mod naturens orden og
dødens magt. Derfor er det også at gå galt i
byen, hvis man over for den, der har mistet
et gammelt menneske – en ægtefælle,
ven eller veninde, en mor eller far eller
en bedstemor eller bedstefar – forsøger at
trøste ved at sige, at det er naturens gang,
at gamle dør.
Det er netop naturens gang, man sørger
over og protesterer imod med sin sorg.
Det er så at sige naturens gang, der er
noget i vejen med. For så naturligt det end
er, så gør det ondt at miste den, man
elsker.
Bemærkninger som ovenstående er sagt
i en god mening. De er sagt for at trøste.
Problemet ved dem er, at de ofte får den
modsatte virkning. Det, der bliver sagt
med dem, og det, den, der har mistet,
meget let hører i den slags bemærkninger,
er jo, at det slet ikke er så slemt, for når
det er gamle, der dør, er der ikke noget at
være ked af. Når man så står der og har
mistet sin livsledsager og den, man måske
har fulgtes med i tre fjerdedele af sit liv,
kan man let komme til at føle, dels at man
er meget forkert, dels at man er totalt
afvist af sine omgivelser.
Ingen af delene har man som sørgende
brug for.
Netop i situationer, hvor det er gamle
mennesker, der dør, er risikoen, for at
omgivelserne går fejl af den sørgende,
meget stor. Som udenforstående er det
nærliggende at tænke, at den efterladte jo
alligevel på trods af tabet er privilegeret,
fordi det er et privilegium at få lov at leve
et helt langt liv med et menneske man
elsker og er elsket af. Det er rigtigt, men
den anden side af samme sag er jo så, at