Uddannelsesbogen: Når to bliver til én (pdf) - Palliativt Videncenter

70
På aflastningsafdelingen udvikler hun en
vredladen og aggressiv adfærd, men hun
kan også være sød og venlig. På et tidspunkt
bliver hun tilbudt et eneværelse, da det
trækker ud med plejehjemsplads. Her bor
hun næsten et år og fungerer i det daglige
rimeligt godt. I de første måneder spørger
hun af og til efter Jens, og hun bliver ked af
det, når hun erfarer, at han er død. Det
meste af tiden nævner hun ham ikke.
Glemslen er igen en væsentlig faktor ved
tabet, som ikke synes at påvirke hende helt
så meget, som vi havde forventet. Da hun
langt om længe flytter i en plejebolig, har
hun jævnligt en udadreagerende adfærd.
Det er dog svært at sige, om det har
sammenhæng med tabet af ægtefællen,
eller om det er et led i sygdomsudviklingen.
I dette tilfælde er det usikkert, hvad der var
den største udfordring for Grethe. Er det
mandens død eller er det skiftet af bopæl?
Som ægtepar var de meget uafhængige af
hinanden, og det havde passet dem begge
godt. De havde været sammen i en del år,
så et savn var der fra Grethes side, men
det var svært at vurdere hvor meget.
Personalets observationer tydede på, at der
var momentvis tegn på, at hun huskede
Jens, men det meste af tiden nævnte hun
ham ikke. Tidligere i livet havde Grethe
levet sammen med en voldelig mand, og
muligvis var det erindringer fra den gang,
der kom til at præge Grethes adfærd, når
hun blev aggressiv.
Jens var helt sikkert en solid og trofast
livsledsager, og måske var hendes adfærd et
udtryk for, at hun igen blev bange og utryg.
MARIE OG MARTIN:
Endnu et par, som deltager i vores
ægtepargruppe, får vi mulighed for at følge
på tæt hold. Parret er i firserne, Marie er
tidligere sygeplejerske og er meget
selvstændig, og nok den, der bestemmer
mest i parforholdet. Det er også Marie, der
har udviklet en demenssygdom. Parret er
præget af meget lukkethed omkring egne
problemer, og man kan ikke tale åbent om
Maries demenssygdom. Det er først ved en
samtale efter, at de er stoppet i gruppen, at
Martin fortæller, at han er alvorligt syg.
Han ville gerne drøfte, hvordan man kan
hjælpe Marie, så hun kan blive boende i
deres fælles hjem, hvis han skulle falde fra.
Marie er hårdt ramt af demenssygdom,
storryger og meget bestemmende. Som
professionelle hjælpere er vi usikre på, om
hun kan bo alene.
Martin dør ret hurtigt efter vores samtale.
Børnene holder fast i den aftale, de har med
deres far om, at det ikke kan komme på tale
at flytte Marie i en plejebolig. På trods af
stor skepsis er alle opsat på at støtte Marie
i at blive boende i hjemmet. Cigaretterne
bliver dog gemt væk, så Marie kun ryger,
når der er hjælpere/familie til stede.