Uddannelsesbogen: Når to bliver til én (pdf) - Palliativt Videncenter

tidspunkt havde jeg aldrig hørt om, at gamle
mennesker begik selvmord. Jeg troede ikke,
han kunne finde på det. Dels troede jeg ikke,
han havde mod til det, dels havde jeg nok den
lidt gammeldags opfattelse, at når man taler
om selvmord, så gør man det ikke”.
ISOLATIONEN
Dagbogsnotater fra 1. februar: ”Det er hårdt
at være alene. Madlysten mangler. Har været
hos lægen efter lykkepiller. Købt en kasse røde
sodavand. Ingen energi. Træt og søvnig.”
”Efter min mors død havde min far en kort
opblomstring, og han fik pludselig lidt tid til
sig selv. Men så reducerede kommunen hans
hjemmehjælp til en time hver 14. dag.
Det var han skuffet over, og der blev flere og
flere småting, som gik ham på. Efterhånden fik
han for meget tid, hun havde jo fyldt hele hans
dag ud. Helt elementære ting som at lave kaffe
eller te, kunne hun ikke huske – og dét stod
han også for.”
”Han savnede min mor meget, men han
savnede også sine forældre, sine søskende, de
venner, der alle var døde. Flytte fra huset ville
han imidlertid ikke høre tale om, og de venner,
han rent faktisk havde tilbage, isolerede han
sig også mere og mere fra.”
Når Anne-Lene ringede til sin far, lød
han ofte helt elendig, han talte næsten
udelukkende om, hvor skidt han havde det.
Hun bad ham tale med lægen, og hun fik
arrangeret et møde med en sagsbehandler
fra kommunen.
Senere opdagede Anne-Lene, at hendes far
ikke holdt sig selv særligt godt længere.
Han blev usoigneret, glemte at barbere sig,
hvor han ellers før havde været utrolig
påpasselig, gået hyppigt til frisør, også
videre. Nu blev det uoverkommeligt for
ham, og selv om han ikke havde pengeproblemer,
ville han ikke købe sig til hjælp.
”En overgang blev jeg så træt af at høre ham
tale om at tage livet af sig, at jeg direkte sagde:
Jeg vil ikke høre mere om det, jeg ved ikke,
hvad jeg skal gøre ved det, og jeg synes ikke,
du kan være det bekendt.”
del 1
43
”... at livet ikke var værd
at leve mere.”