26.07.2013 Views

Uddannelsesbogen: Når to bliver til én (pdf) - Palliativt Videncenter

Uddannelsesbogen: Når to bliver til én (pdf) - Palliativt Videncenter

Uddannelsesbogen: Når to bliver til én (pdf) - Palliativt Videncenter

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

AT TAGE HINANDENS SMERTE PÅ SIG<br />

AF INGER ANNEBERG, JOURNALIST OG ANTROPOLOG<br />

Ole er 84, han mistede sin kone, Brita, for fem år siden.<br />

Brita blev 73. Gennem <strong>to</strong> fællesskaber i Hørsholm<br />

Kommune med andre ældre, der har mistet, har Ole<br />

fået delt sin sorg og fået et helt nyt netværk.<br />

Ole husker ikke alle de præcise da<strong>to</strong>er<br />

eller tidsforløbet omkring Britas død.<br />

”Tiden s<strong>to</strong>d s<strong>til</strong>le”, siger han flere gange,<br />

når han vender <strong>til</strong>bage <strong>til</strong> den periode,<br />

hvor hans kone blev mere og mere syg.<br />

Selv om der nu er gået fem år, kan han i<br />

perioder stadig glemme, at hun er død.<br />

”Det sker tit lige, når jeg er vågnet, eller hvis<br />

jeg hører bestemte lyde. Jeg fører ikke lange<br />

samtaler med hende, men jeg tænker på hende<br />

hver dag. Jeg ved jo godt, at hun er død, jeg<br />

har forklaret det <strong>til</strong> andre mennesker mange<br />

gange, men tit skal jeg faktisk stadig forklare<br />

det <strong>til</strong> mig selv.”<br />

SÅDAN EN SLAGS GÆST<br />

Britas sygdom kom langsomt, en blodsygdom,<br />

som betød, at hun ikke kunne<br />

producere røde blodlegemer. I begyndelsen<br />

kunne det rettes op med transfusioner, og<br />

Ole ville ikke forstå, før <strong>til</strong> allersidst, at<br />

sygdommen var dødelig.<br />

del 1<br />

17<br />

I perioder var Brita indlagt, og i andre<br />

perioder kunne hun være hjemme i parrets<br />

hus, hvor Ole passede hende.<br />

”To-tre dage før hun døde, fik jeg at vide af en<br />

læge, at hendes nyrer svigtede, og det ville hun<br />

dø af. Jeg blev rasende, fordi jeg ikke havde<br />

fået det at vide. Brita og min datter sagde <strong>til</strong><br />

mig, at det havde jeg faktisk, men jeg havde<br />

afvist det. Jeg troede ikke på det. En enkelt gang<br />

sagde hun <strong>til</strong> mig: ”Jeg tror nok, jeg skal dø”,<br />

men jeg afviste det og sagde, at det skulle hun<br />

ikke tro på. Jeg fortalte mig selv, at det ikke<br />

kunne passe. Der var aldrig en læge, som sagde<br />

<strong>til</strong> mig, at nu skulle vi tale sammen. Jeg følte<br />

lidt, jeg blev betragtet som en slags gæst, en<br />

”gammelfar”, der bare sad der.”<br />

NEJ – OG JA TIL SORGGRUPPE<br />

Brita døde i Oles arme, og det var denne<br />

oplevelse, han genfortalte i sorggruppen<br />

første gang, han mødte de andre. Han<br />

husker stadig, at gruppens leder fandt<br />

lommetørklæder frem og rakte dem <strong>til</strong> ham,<br />

fordi han græd ved mindet om Britas død.

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!