Uddannelsesbogen: Når to bliver til én (pdf) - Palliativt Videncenter

54
der ikke. Men de tilbød ikke sådan en samtale.
Jeg gik selv derop senere og sagde tak til to
af de personer, der havde plejet ham mest, og
som jeg havde haft bedst kontakt med.”
De fire daglige timer, som pludselig blev til
overs hver dag efter Thorkilds død, er de
længste timer, som Jonna nogensinde har
oplevet – hun blev med et konfronteret
med en ensomhed, som hun ikke kendte.
”Men jeg ønsker ikke at være den, der klager.
Ikke så længe jeg kan gå, og jeg kan stadig
tage både bus og metro. Ensomheden kan du
alligevel ikke undgå.”
Jonna synes selv, at hun er god til at få
dagene til at gå, men nætterne kan være
lange.
”Jeg vågner ofte kl. 4 og kan ikke sove længere.
Men jeg har valgt ikke at gøre det til et
problem. Jeg står op og drikker morgenkaffe –
og hvis jeg falder hen igen, så er det fint, men
jeg vil ikke ligge og køre rundt. Så hellere stå
op, tænde for radioen og hygge sig.”
Jonna fortæller ikke sine børn om
ensomhedsfølelsen.
”Det ønsker jeg ikke – de har arbejde og nok
at se til, og de er søde og flinke. De støtter mig
meget, f.eks. kommer min datter på besøg
hver eneste uge. Der kan komme en tid senere,
hvor jeg har mere brug for dem. Jeg tror, at
man gerne vil beskytte sine børn – og de vil
omvendt også beskytte mig ved ikke at snakke
om tabet af Thorkild.”
STØTTE FRA GRUPPEN
Gruppen for pårørende til mennesker med
en demenssygdom forblev Jonna medlem
af i et helt år efter Thorkilds død.
”Ligesom den gjorde stor gavn, mens Thorkild
var her, støttede gruppen mig også i den første
tid efter hans død. Der kom naturligvis nye
medlemmer ind – og vi, der havde erfaringer,
kunne støtte dem også. Vi fik et meget tæt
forhold til hinanden i gruppen, og jeg ser
stadig nogle af de, der var med dengang. Jeg
kunne også bruge gruppen til at tale om den
skyldfølelse, jeg var ramt af og som stadig
sidder i mig. Kunne jeg have passet Thorkild