Uddannelsesbogen: Når to bliver til én (pdf) - Palliativt Videncenter

68
BENTE OG JAN:
Parret er i slutningen af firserne, da de
bliver deltagere i en gruppe for ægtepar,
hvor den ene har en demenssygdom.
De har begge arbejdet meget og har været
glade for det. De har haft et meget tæt
forhold, hvor de har været hinandens
bedste venner og delt interesser med
hinanden. De har et godt forhold til deres
datter, men denne indvies ikke i de daglige
problemer. Bente vil ikke acceptere, at hun
er blevet gammel. Hun siger direkte: ”Jeg vil
ikke være gammel”. Derfor arbejder hun alt
for hårdt med trappevask, havearbejde,
indkøb osv. Det er på trods af, at hun har
et meget dårligt hjerte. Hun vil heller ikke
acceptere, at Jan har en demenssygdom og
derfor forlanger hun også alt for meget af
ham.
Ved gruppemøderne tales der meget om,
hvad man gør, hvis den syge bliver alene.
På den baggrund besøges et nærliggende
plejecenter, så deltagerne kan få et indtryk
af, hvad kommunen kan tilbyde. Bente er
svært negativ og mener ikke, at Jan vil
kunne bo et sådant sted, ej heller, at han
vil kunne trives med et dagcentertilbud.
Det sidstnævnte viser sig nu ikke at holde
stik. Jan er glad for dagcenteret, men når
han kommer hjem, giver han Bente ret i,
at ”det er da ikke godt at komme der”.
Så indirekte bakker de stadig hinanden op.
Bente dør uvarslet en fredag nat. Om
lørdagen kl. 14 banker Jan på hos naboen
og siger, at Bente ikke vil stå op. Han har
gået rundt derhjemme og ventet på, at hun
skulle vågne. Han har ikke forstået, at hun
er død. Ved vores efterfølgende besøg kan
Jan godt forholde sig til, at hans kone er
død. Han virker mere klar og samlet i den
første tid efter tabet. Jan bliver boende i
hjemmet, han nægter (som han også har
gjort hidtil) at flytte i en plejebolig. Hans
datter bakker op omkring dette, på trods
af at han er meget demenssyg og ikke kan
lave noget selv. Han mener selv, at han
køber ind, laver mad og gør rent. Der bliver
støttet op med masser af hjemmehjælp.
Når vi besøger ham, falder snakken altid
på Bente. Jan giver udtryk for, at han
savner hende, men også at det er naturligt,
at man dør, når man er gammel.
Det er tydeligt, at ind imellem er glemslen
en god faktor, for det meste af tiden er Jan
mild og glad for de personer, der kommer
og hjælper ham. Han kan finde på at sige
”det var dog ærgerligt, at Bente skred i
svinget.” Jan klarer sig med den hjælp, han
får i hjemmet og dør i sit hjem godt tre
måneder efter sin kone.
I Jans tilfælde var det den bedste løsning,
at han blev i hjemmet, og det kunne lade
sig gøre. Han var blandt sine egne ting og