Uddannelsesbogen: Når to bliver til én (pdf) - Palliativt Videncenter

36
regel, når hun er alene, og midlet imod det
er at sige nej til den indre stemme, der
siger, at ”du burde også få udrettet dit og
dat” og i stedet forlade lejligheden og gå
ud i verden.
”Selv om jeg kan føle mig nedtrykt, bliver jeg
aldrig liggende i sengen. Og når stressfølelsen
og den manglende evne til koncentration
kommer, lader jeg alle planer ligge og går ud
blandt andre.”
Visse ting kan Siv dog stadig ikke magte.
F.eks. hører hun aldrig de plader med
klassisk musik, som hun forbinder med
Ulf.
”Han spillede violin i et orkester, men efter
hans død kan jeg ikke få mig selv til at høre
musikken. Der er for mange følelser i det.
Jeg har dog været til koncert, og det lykkedes,
men jeg ser stadig Ulf for mig i de situationer.
Jeg tænker tit på, at det er godt, vi ikke ved
noget om fremtiden, og jeg gider ikke gå og
bekymre mig over, hvordan det skal gå.
Jeg kan jo falde om i morgen, og indtil da vil
jeg prøve at have det så godt som muligt.”
OMSORG FOR HINANDEN
Siv er meget bevidst om, at hun ikke skal
trække sig væk fra andre mennesker. Hun
er 84 år, men fungerer stadig som vikar
på sin gamle arbejdsplads, en SFO i en
nærliggende skole, og kalder sig selvironisk
for ”verdens ældste vikar”. Kunsten er at
undgå at mure sig inde – og hun priser sig
lykkelig for det nære bånd til familie og
venner i både Danmark og Sverige.
”Og så er der jo stadig sorggruppen. Hvis jeg
ikke havde haft den, ville alting have været
sværere, også selv om vi ikke snakker så
meget om sorg længere. Vi er nok en meget
larmende sorggruppe, vi skal jo også grine, det
betyder da utroligt meget, at vi kan det nu,”
understreger hun, og fortæller, at sorggruppen
stadig har den funktion, at man drager omsorg
for hinanden, også ud over møderne.”
”Hvis der er en, der har været syg, eller hvis
der er en, der har virket nedstemt, så ringer
vi til hinanden og hører til, hvordan det går.
Vi lægger mærke til hinanden – om man er
langt nede – og så er det vigtigt at blive ringet
op. Men vi ved også hver især, at vi altid kan
ringe til hinanden, når noget går os på.”