Uddannelsesbogen: Når to bliver til én (pdf) - Palliativt Videncenter

62
”Personalet var gode til
at komme med anbefalinger
om, hvornår vi
f.eks. skulle tage hende
med fra plejehjemmet og
på besøg hos os andre.”
Efter nogle måneder fik moderen et
permanent værelse på plejehjemmet –
indrettet med hendes egne møbler. Hun
lyste op i genkendelse af sine ting, husker
Anneli, men bliver også vred, fordi hun
ikke synes, det er hendes egen stue.
”Personalet havde rådet os til at have nogle
af de fotoalbums med, hvor der både var
billeder af os børn, af min far og fra deres
fælles rejser sammen. Dem tog vi frem i
en periode – og vi kunne tale sammen om
billederne og rejserne. Først var hun glad
for det, men også her blev hun senere vred
– begyndte at rive billederne i stykker og
ville ikke have dem. Det har jo nok været
en reaktion på, at hun godt vidste, hvad
hun havde mistet, både sin mand, vores far
– og det liv de havde sammen. Personalet
mente, det hendes måde at sørge på,” siger
Anneli, der også i glimt så, hvordan moderen
flere gange erkendte, at ægtefællen
var død, f.eks. da hun pegede på den stol,
han plejede at sidde i derhjemme og sagde:
”Han er død, ikke?”
”Jeg gik også tur med hende på
kirkegården, og her var det påfaldende,
at hun af sig selv kunne finde hen til min
fars grav. Hun kendte ruten, men det kan
også have handlet om, at hendes forældre
lå på samme gang på kirkegården. Måske
var det derfor, hun vedblev at have en
fornemmelse af, hvor vi skulle gå hen. Hun
pegede også på gravstenen og sagde: ”Han
ligger dernede, ikke?” Og samtidig læste
hun op, hvad der stod på gravstenen, som
om det var noget fuldstændig almindeligt,
hun læste.”
MANGLEDE SAMTALER MED DE PÅRØRENDE
I perioder efter Ibs død blev Birthe glad
igen. Hun kunne både synge og danse, og
personalet oplevede hende som meget
positiv.
”De fortalte tit om, hvor glad hun var, og at
det var godt at opleve, at hun var sådan et
livstykke. For os var det rart at høre, at hun
trods alt havde en lang periode, hvor hun
var glad.”