Som sagt saa gjort.pdf - cheetham.dk

korresponderer derfor med diegese, mens dramatik viser en fortløbende, uafsluttet begivenhed og
korresponderer derfor med mimesis. Epik og diegese, dramatik og mimesis hører hjemme på den
side af hvad >< hvordan-relationen, der hedder hvordan, og dermed i narratologiens felt.
Som vi allerede har set i kapitel 1, er det dog i film ofte sådan, at både diegese og
mimesis er til stede, jf. s. 7, altså er også både epik og dramatik til stede. Endvidere har vi set, at
form og indhold ikke nødvendigvis dækker over alt, hvad en filmfortælling er. Dermed befinder vi
os med filmen i et felt, hvor det kan være svært at arbejde med og ud fra dikotomier 13 . Alligevel er
det ofte sådan, de narratologiske filmteorier forsøger at skematisere filmfortællingen.
Seymour Chatman var medvirkende til den udvidelse af narratologiens genstandsfelt, der er nævnt
ovenfor. Chatman er særligt inspireret af franske strukturalister, derunder Genette og Todorov. I sit
værk fra 1978, Story and Discourse: Narrative Structure in Fiction and Film inddeler han
filmfortælling i hhv. story og narrative discourse. Han definerer begrebsparret således: ”…I posit a
what and a way. The what of narrative I call its “story”; the way I call its ”discourse.”” (Chatman,
1978: 9) Story svarer altså til det hvad, vi har defineret ovenfor, discourse til hvordan.
Hos Chatman gælder det, at både story og discourse er en struktur i sig selv, som er
præget af tid, sted og kausalitet. Han skriver:
”But what does it mean practically to say that narrative is a meaningful structure in its
own right? The question is not “What does any given story mean?” but rather “What
does narrative itself (or narrativizing a text) mean?”” (Chatman, 1978: 24-25)
Det er altså tydeligt, at Chatmans teori går på at afsøge en strukturalistisk og universalistisk model
for narrativer.
Story and Discourse: Narrative Structure in Fiction and Film er senere blevet
kritiseret for, at den egentlig ikke handler ret meget om film – en kritik, Chatman selv
imødekommer i 1990 med værket Coming to Terms – The Rhetoric of Narrative in Fiction and
Film. Selve opdelingen i story og discourse har dog også medført diskussioner, det samme har
argumenterne for at anskue fortællinger som strukturer:
”De er helheder, der indebærer selvregulering og transformation. Også dette
ræsonnement er senere blevet kritiseret i opgøret med strukturalistiske tankefigurer, et
opgør som Chatman selv deltager i. I 1990’erne har han især arbejdet med kontekstens
betydning for en fortælling…” (Iversen og Skov Nielsen, 2004: 12-13)
I Story and Discourse beskæftiger Chatman sig ikke med stil, som han (i denne kontekst) definerer
som ”the properties of the texture of the medium…” (Chatman, 1978: 10-11)
Vi har fravalgt Chatman som teoretiker, særligt på grund af værket Story and Discourse: Narrative
Structure in Fiction and Film, da vi netop gerne vil forholde os til Dogville tematisk/evaluerende,
frem for formalistisk/skematiserende og partikulært frem for universalistisk. Endvidere spiller stil
en stor rolle i Dogvilles form, og det er ikke let rent praktisk at placere stil i Chatmans dikotomi.
13 ”halvering, tvedeling” (Dansk Fremmedordbog, 1999: 219)
13