Som sagt saa gjort.pdf - cheetham.dk

LARS VON TRIER FORTÆLLER OM DOGVILLE
To ting inspirerede mig til at skrive “Dogville”. Den første ting der inspirerede mig var, da jeg tog til
Cannes med “Dancer in the Dark” og blev kritiseret af nogle amerikanske journalister for at have
lavet en film om USA, uden nogensinde at have været der. Det provokerede mig, for så vidt jeg
husker, tog amerikanerne ikke til Casablanca, da de lavede “Casablanca”. Jeg syntes, det var en
uretfærdig kritik, så jeg besluttede på stedet at lave flere film, der udspiller sig i Amerika. Det var
den ene ting.
Den anden ting der inspirerede mig var Bertolt Brechts sang “Pirate Jenny” fra “Laser og Pjalter”.
Det er en meget stærk sang med et hævntema, jeg virkelig godt kan lide.
Filmen skulle udspille sig på et afsidesliggende sted, fordi “Pirate Jenny” foregår i en
afsidesliggende by. Jeg besluttede, at Dogville skulle ligge i Rocky Mountains, fordi hvis man aldrig
har været der, lyder navnet fantastisk. Hvilke bjerge er ikke ”rocky”? Betyder det, at netop disse
bjerge er specielt klippefulde? Det lyder som et stednavn, man kunne have opfundet til et eventyr.
Historien skulle udspille sig under Depressionen, fordi jeg syntes, det ville skabe den rette atmosfære.
De gamle amerikanske sort/hvide fotografier, der blev taget under Depressionen, var bestemt
inspirerende, men jeg overvejede aldrig at lave filmen i sort/hvid. Det er en anden måde at lægge
et filter mellem én selv og publikum, en anden form for stilisering. Hvis man laver en film, hvor man
gør noget ”unormalt” inden for ét bestemt område, fx hvis husene kun er markeret med streger på
gulvet, så skal alt andet være ”normalt”. Hvis man skaber for mange lag, fjerner det publikum mere
og mere fra filmen. Det er vigtigt ikke at gøre for mange ting på samme tid for ikke at skræmme
folk væk. Jeg arbejder på en måde som i et laboratorium – jeg eksperimenterer. Når man laver et
eksperiment, er det vigtigt ikke at ændre mere end én ting ad gangen.
Jeg er blevet fortalt, at amerikanerne måske vil drage paralleller til “Our Town”, og mens vi filmede,
var der én, der stak Thornton Wilders skuespil i hånden på mig. Men jeg synes ikke, der er nogen
ligheder i historien. Det betyder ikke, at jeg ikke blev inspireret af noget, selvfølgelig blev jeg det.
Jeg blev fx inspireret af nogle af de tv-teaterstykker, jeg så i 1970’erne, specielt af Royal
Shakespeare Companys opsætning af “Nicholas Nickleby”. Det var ekstremt stiliseret, med
publikumsdeltagelse og alle de her meget 70’eragtige ting, men når man ser det i dag, er det
stadig meget effektfuldt. Jeg blev i det hele taget inspireret af, at jeg savner at se teater på tv. Det
var meget populært, da jeg var ung. Man tog et teaterstykke og satte det op i nye omgivelser.
Andre gange gjorde man det meget abstrakt. Jeg er ikke så vild med teater på teateret, men på
tv eller film er det virkelig spændende.
Jeg blev også inspireret af Bertolt Brecht og hans meget enkle, skrabede teater. Min teori er, at
man hurtigt glemmer, der ingen huse er, eller hvad det end er, der ”mangler”. Det får én til at
danne sit eget billede af byen, men vigtigst af alt får det én til at fokusere på menneskene. Husene
er der ikke, så man bliver ikke distraheret af dem, og efter et stykke tid savner publikum dem ikke
længere, fordi de ved, de aldrig vil dukke op.
Hvad siger jeg til de folk, der siger, det ikke kan kaldes en spillefilm? Jeg siger, de måske har ret.
Men jeg vil selvfølgelig heller ikke kalde det en ”anti-spillefilm”. I begyndelsen af min karriere lavede
jeg meget ”filmiske” film. Problemet er, at nu er det blevet for let – det eneste man skal gøre er at
købe en computer, så kan man være ”filmisk”. Man kan fremmane hære, der stormer over bjerge
og kreere ildspyende drager ved et tryk på en knap. Det var helt i orden at være filmisk, da fx
Kubrick skulle vente i to måneder på, at det helt rigtige lys skulle falde på bjerget bag ”Barry
Lyndon”, da han red mod os. Det var storslået. Men hvis man kun skal vente to sekunder, og så
lægger en eller anden knægt med en computer det på… Det er sikkert en kunst, men jeg er ikke
interesseret. Jeg ser ikke hære, der stormer over bjerge, jeg ser kun en knægt med en computer,
der siger: “Lad os gøre det her en smule mere smagfuldt, lad os lægge nogle skygger på, lad os
65