Som sagt saa gjort.pdf - cheetham.dk

Der Mensch wird als bekannt
der Mensch ist Gegenstand der
vorausgesetzt
Untersuchung
Der unveränderliche Mensch der veränderliche und verändernde
Mensch“
(Szondi, 1974: 116)
Brecht ønsker, at selve gestaltningen af handlingen bliver genstand for opmærksomhed. Tilskueren
skal ikke ”blot” have lov til at indleve sig i figurerne på scenen, men skal netop gøres opmærksom
på, at figurernes handlinger er en konsekvens af gestaltningen af illusionen. Derved gives tilskueren
et ydre blik på sig selv og bliver derigennem også aftvunget stillingtagen til de rationaler, figurerne
på scenen handler udfra.
”An der Stelle der dramatischen Zielgerichtetheit tritt die epische Freiheit zum
Verweilen und Nachdenken. Weil der handelnde Mensch nunmehr Gegenstand des
Theaters ist, kann über ihn hinausgegangen und nach den Beweggründen seines
Handelns gefragt werden.” (Szondi, 1974: 118)
Brechts verfremdungseffekt ligger netop i, at stykkets form i lige så høj grad som dets tematiske
indhold bliver genstand for tilskuerens opmærksomhed. Der skabes en distance mellem stykkets
handling og tilskueren ved at tilføje handlingen det meta-lag, hvor stykket gør opmærksom på sig
selv som en fortælling og dermed også på vilkårene for fremstillingen af handlingen. Derved
arbejder stykket ikke kun suggestivt, men også argumenterende. Tilskueren bliver ansporet til at
tage aktiv stilling til stykkets tematiske indhold og morale, idet han ikke bare bliver tilbudt en
fremstilling af et uforanderligt menneskeligt vilkår, men også bliver tilbudt præmisserne for
fremstillingen af dette vilkår. Det er sådan, Brecht anser teatret for at have potentiale til forandring
af samfundet. Som verfremdungseffekter foreslår Brecht følgende:
”Das Spiel in seiner Ganzheit kann durch Prolog, Vorspiel oder Titelprojektion
verfremdet werden. Als ausdrücklich vorgestelltes besitzt es nicht mehr die Absolutheit
des Dramas, […] Die einzelnen dramatis personae können sich, indem sie sich
vorstellen oder von sich in der dritten Person sprechen, selber verfremden. […] Das
Bühnenbild wird verfremdet, indem es keine wirkliche Örtlichkeit mehr vortäuscht,
sondern als selbständiges Element des Epischen Theaters ”zitiert, vorbereitet und
erinnert”. […] Zur Verfremdung des Handlungsablaufs, der nicht mehr die lineare
Zielstrebigkeit und Notwendigkeit des dramatischen hat, dienen projizierte
Zwischentexte, Chöre, Songs”. (Szondi, 1974: 118-120)
I Dogville gøres der – i overensstemmelse med, hvad Brecht i citatet ovenfor nævner som
verfremdungseffekter – brug af en stribe fremmedgørende elementer og effekter. Der er
kapitelskiltene, som gør opmærksom på, hvad det følgende kapitel vil handle om, og til dels gør de
endda opmærksom på fortællingens struktur. Eksempelvis hedder det sidste kapitel: ”Chapter
NINE: In which Dogville receives the long-awaited visit and the film ends”. Her får tilskueren altså
ikke bare information om kapitlets indhold, men også information om fortællingen på strukturelt
niveau – den slutter. Almindeligvis afsløres intet om slutningen i en fortælling for netop at bevare
suspense, medmindre fortællingen forsøges fremmedgjort for tilskueren ved, at der netop gøres
opmærksom på dens struktur, såsom at den har en slutning. Det er den dobbelthed, der ligger i at
gøre opmærksom på, hvad der sker for derefter at lade det ske, der skaber fremmedgørelsen.
Hele setting er også en verfremdungseffekt. Dogville er netop ikke optaget i reale
settings, men på en scene, hvor vægge, døre og vinduer kun er markeret via kridtstreger på gulvet.
Som vi har set ovenfor giver det muligheder for illusionsbrud, fordi personerne på handlingsplan
kan se gennem vægge. Ekstra fremmedgørende bliver setting, fordi kulisserne sågar er navngivet
43