Som sagt saa gjort.pdf - cheetham.dk

Kapitel 4 – I hvilket Dogvilles form og indhold diskuteres
4.1 Dogvilles fortæller – det styrende princip
Det bemærkelsesværdige ved Dogville og det, der gør den kompleks, er de overlap i fortællingens
planer, der skaber tvivl hos tilskueren om, hvad det er for en historie, Dogville egentlig fortæller.
Dette overlap kommer mest af alt til at pege tilbage på filmmediets eget potentiale for at fortælle
historier, på hvordan disse historier kan fortælles – altså på filmens egen form.
Voice-over gengiver Toms tanker i prologen, da han sidder alene på “The Old Lady’s Bench”: ”But
it wasn’t long until his thoughts were back on his favourite subject again, and in the midst of the
storm they metamorphosed into articles, and novels, and great gatherings, that had listened in
silence to Tom after the publishing of yet another volume that scourged and purged the human soul.
And he saw men, and among them even other writers, throw their arms around one another, as
through his words life had opened up for them anew. It hadn’t been easy. But by his diligence and
application to narrative and drama his message has gotten through. And asked about his technique,
he would have to say but one word: illustration.”
I dette citat bruges specifikt termerne “narrative and drama”, de fortælleformer,
Dogville er opbygget af, og som netop i kombination kommer til at narre tilskueren lige så vel som
indbyggerne i Dogville. På fortælleplan skal det dramatiserede handlingsplan ”illustrere” den
narrative voice-overs episke udlægning af historien, og det er det retoriske kneb, som det styrende
princip betjener sig af. Der er en diskrepans mellem det, der foregives at være historien, og den
faktiske historie. Præmisserne er altså falske. Voice-over er sådan set alvidende, men det styrende
princip lader ham tilbageholde tingenes rette sammenhæng som et retorisk kneb, for ellers kan
hverken Toms eller Graces eksperiment udføres.
4.2 Flertydig fortælling
Ved at foregive guddommelig alvidenhed samtidig med, at det til sidst afslører, at det har bedraget
tilskueren, gør det styrende princip meget eksplicit opmærksom på filmmediets muligheder for at
manipulere tilskueren eller med andre ord: at guddommeligheden i filmen er falsk og arrangeret
med det formål at fortælle en historie på ganske bestemt vis. Derfor mener vi, at Dogville i lige så
høj grad som historien om Grace og byen Dogville, fortæller historien om sin egen form. Det
styrende princip leger med både princippet ”dictum ac factum” og ”illustration”, som egentlig
stammer fra handlingsplanet. Den prøve som hhv. Tom og Grace udsætter Dogville for, udsættes
filmmediet altså også for, og den består i at udforske, hvilke retoriske tricks, der kan benyttes for at
overbevise modtageren.
Et af de tricks er tropen epifani. Som vi har set i analysen, kan epifani opfattes på to
måder. Grace har oplevelsen af en epifani, da hun ser de små porcelænsfigurer og dermed byen i et
andet lys, hun oplever altså en åbenbaring gennem et dagligdags objekt. Samtidig ændres det lys,
der er på byen, helt konkret. Det er det styrende princip, der giver tilskueren oplevelsen af en
epifani – men formålet er udelukkende at demonstrere kontrol over fortællingen. Der er ingen
guddommelig tilstedeværelse i Dogville, kun arrangement, suggestion og viljen til at lade sig
bedrage.
50