Som sagt saa gjort.pdf - cheetham.dk

Schepelern siger, som vi har set i afsnit 3.1, at han mener, at Europa byder på nogen seriøs analyse
af nazismen. Michelsen siger videre:
”Vi må altså konkludere, at filmenes [Dogville og Manderlay] forsøgsopstillinger ikke
udtrykker noget moralsk eller politisk standpunkt, men alene tjener anvendelsen som
”suggestivt kunstnerisk materiale”. […] Noget andet er så, at som Satan ikke kan
undvære Vorherre, er Trier dybt tiltrukket af den moralske bestræbelse, hans position
udelukker, og skulle jeg forsøgsvis angive det sted, hvor den udtrykker sig, er det i
provokationen.” (Michelsen, 2005: 68)
Vi tilslutter os det synspunkt, at det moralske indhold i Dogville er brugt som suggestivt materiale,
og at den moralske dom, som Grace afsiger over byen i filmens slutning, primært tjener som en
provokation. I den forstand tester von Trier endnu engang sin tilskuers hundeegenskaber: får den
indre svinehund lov at råde? Føler man ikke bare en lille flig af, at Dogville til slut får som fortjent
efter den måde, den har behandlet Grace på? Eller mener man, at hun handler dybt uretfærdigt, fordi
hun har spillet uærligt spil? Med von Triers egne ord korrumperer magt, og Graces replik til Tom,
”I’m just asking if you’re afraid you could be that human”, kan også henvendes til hende selv i
hendes forsøg på at ophæve sig selv til moralsk dommer – både i den omgang, hvor hun forventer
sig mere af Dogville, end den har lovet, og i den omgang, hvor hun straffer den for ikke at leve op
til disse forventninger. Det er dilemmaet mellem hævn og tilgivelse, tilskueren præsenteres for, men
dilemmaet er netop suggestivt og filmisk arrangeret og manipuleret, og skal ses på baggrund deraf.
Det er en provokation af tilskueren på baggrund af en radikal leg med filmsproget. Schepelern siger
om Brechts episke teater:
”Brechts store projekt var at belære, hans skuespil var lærestykker, Lehrstücke. Og
sådan er det også i Dogville. Det drejer sig om i en passende fabelform at sammenfatte
en visdom om de store emner. […] (Schepelern, 2003: 28)
Dette citat går primært på genren allegori, som Schepelern siger, at von Trier har fra Brecht. Men
han påpeger også den stærke vægt på det kunstneriske udtryk, som denne genre påkalder sig.
Visdommen om de store emner, som Schepelern i dette citat mener, at von Trier på samme vis som
Brecht ønsker at tematisere, skal efter vores mening ses i sammenhæng med Michelsen, der
påpeger, at von Trier først og fremmest går efter provokationen.
Hvor Brecht pædagogisk ønskede at bruge det suggestive materiale argumenterende til
at aktivere tilskueren, er von Trier anderledes drilsk. Nok benytter han Brechts pædagogiske
formsprog til at iscenesætte et tematisk materiale, der tilsyneladende er argumenterende, men han
vender det på hovedet til sin egen kunstneriske fordel, hvor hans moralske bestræbelser, som
Michelsen siger det, snarere ligger i at provokere vha. det kunstneriske formsprog. Hans primære
interesse er suggestionen.
Nåden eller frelsen kan således måske snarere siges at ligge i det selvbevidste
kunstneriske udtryk, der via sin provokation kan agere vagthund, og gøre opmærksom på
kompleksiteten i f.eks. valget mellem hævn eller tilgivelse.
4.5 A Portrait of the Artist…
Andre dele af filmen, som understreger, at den tematiserer det kunstneriske projekt er, at både Tom
og Grace kan ses som allegorier på kunstneren og det kunstneriske eksperiment. Von Trier
udtrykker da også i interviewet i pressematerialet til Dogville, at han identificerer sig med begge
figurer.
53