Som sagt saa gjort.pdf - cheetham.dk

3.1.1 Bølgebrydere
Med Riget sker der et brud i von Triers produktion, som skal præge hans stil fremover og agere som
forløber for det klare stilbrud i spillefilmsformatet, Breaking the Waves. Tv-serien er hovedsagelig
optaget uden kunstig lyssætning og de mørke billeder er yderlige gjort kornede og støvede ved
hjælp af colorgrading. Billederne er præget af det håndholdte kamera, som siden er blevet nærmest
synonymt med von Trier, og som da også dominerer Dogvilles billeder. I Dogville er al lyssætning
til gengæld kunstig. I Riget er der også i meget vid udstrækning gjort brug af konventionsbrud i
form af overspring i optisk akse, dvs. skift mellem kameraets placering på den ene eller anden side
af motivet 24 , og jump cuts, som er klip, der gør opmærksom på sig selv ved, at tilskueren skal flytte
blikket (Drotner m.fl., 1996: 241. Se evt. s. 33). Begge dele er også stilistiske træk, der nu nærmest
forventes i von Triers film og findes til overflod i Dogville.
”Riget tilsidesætter helt disse konventioner og demonstrerer, måske lidt overraskende,
at overspring af handlingslinjen og tilsyneladende umotiverede klip i scenerne faktisk
ikke skaber problemer i afviklingen af fortællingen. Sådanne eksperimenter plejer at
foregå inden for avantgardefilmens snævre kreds og er med til at fastholde det snævert
elitære ved avantgardefilmen. Med Riget viste det sig, at publikum ikke har problemer
med at vænne sig til en ny orden – hvis bare fortællingen er interessant og spændende.”
(Schepelern, 2000: 174)
Denne demonstration har bevirket, at von Trier har fastholdt den stil i alle sine produktioner siden
Riget og altså også i Dogville. Det er i lyset heraf, at vi i den følgende analyse ikke vil gå i dybden
med denne særlige stil. Vi tilslutter os Schepelerns opfattelse af, at den ikke skaber problemer i
afviklingen af fortællingen og vil derfor, som nævnt i kapitel 1 og 2 fokusere på andre
fortælleformer.
De skrabede kulisser til trods foregår Dogville ligesom Riget og Breaking the Waves i et miljø med
en realistisk forankring. Von Trier siger dog om det:
”Jeg besluttede, at Dogville skulle ligge i Rocky Mountains, fordi hvis man aldrig har
været der, lyder navnet fantastisk. […] Det lyder som et stednavn, man kunne have
opfundet til et eventyr. Historien skulle udspille sig under Depressionen, fordi jeg
syntes, det ville skabe den rette atmosfære. […]
”Dogville” foregår i Amerika, men det er kun Amerika, som det ser ud
i mit hoved. […] Ja, den handler om USA, men den handler også om en hvilken som
helst anden lille by hvor som helst i verden.” (Bilag 1, s. 66)
Schepelern skriver om realismen i Breaking the Waves, at:
”… selv om der er realisme, er der også allegori, som umærkeligt træder frem. Det sker
gennem kapitelbillederne, der med deres kunstfærdige farvemanipulation indikerer, at
denne tilsyneladende rå virkelighed alligevel er underkastet en kunstnerisk for ikke at
sige guddommelig styring…” (Schepelern, 2000: 200-201)
De kapitelskilte, der for Schepelern virker allegoriske og guddommelige i Breaking the Waves går
igen i Dogville, men her består farvemanipulationen i, at de kun udgøres af hvid tekst på sort
baggrund. De indikerer et guddommeligt præg, fordi de placerer sig helt udenfor fortællingens
univers og kommenterer fortællingen. Kapitelskiltene minder om de skilte, der i stumfilm angav
handling og dialog, der ikke kunne vises mimetisk eller – og endda i højere grad – om
24 Overholdelsen af den optiske akse kaldes også 180 graders-reglen. (Drotner m.fl., 1996: 241)
20