Som sagt saa gjort.pdf - cheetham.dk

Det bliver altså ikke mere ”establishing” end fra dette perspektiv, hvor hele det sorte gulv
overskues, og dette point of view understreger voice-overs alvidende og olympiske karakter.
Schepelern skriver om den alvidende fortæller:
”Den alvidende fortæller har et overblik, som de fiktive personer ikke har. Hans point
of view er ikke som den personale fortællers begrænset af personernes horisont. Han er
hævet over fortællingen, som et guddommeligt princip, der svæver over det hele og ser
ned på det, hinsides tid og rum.” (Schepelern, 1972:60)
I Dogville ses dette guddommelige perspektiv altså meget bogstaveligt og er endda i Dagbog fra
Dogville navngivet ”Gud ser alt” (Jacobsen, 2003:67). Eksempelvis er det sådan, filmen begynder:
Dogville ses ovenfra, kameraet zoomer langsomt ind på det sorte gulv, mens voice-over på lydsiden
introducerer fortællingen med den førnævnte replik: ”This is…”. Voice-over ledsages ikke
konsekvent af dette ”Gud ser alt”-point of view, men når han overtager fortællingen (fra
handlingsplanet), enten bevæger kameraet sig op i, eller der klippes til, et andet perspektiv, typisk
en total af Dogville, som personerne på handlingsplan aldrig ville kunne indtage. Schepelern kalder
slet og ret dette for ”alvidenhed på billedsiden”. (Schepelern, 1972:64) Det er naturligvis ikke
voice-over, der bestemmer over billedsiden, men i den måde, hans kommentarer knyttes til bestemte
slags indstillinger, understreges hans alvidenhed af det styrende princip.
Det er når voice-over har en normativ, tematisk motiveret kommentar til personerne
og handlingsplanet, at hans ord følges af billeder i fugleperspektiv. Når hans replikker fungerer som
bindeled mellem to scener, er kameraet som oftest i samme niveau som personerne. Eksempelvis i
starten af Chapter SEVEN, hvor voice-over forklarer: ”That evening, Tom had sensed at once that
something had taken place, but had to plead with Grace for ages before she finally broke down and
unburdened herself.” Her ser vi først Tom i en halvtotal, og når voice-over har sagt ”place”, klippes
der til et nærbillede af Grace. Med det samme, voice-over har talt ud, overtager handlingsplanet og
Tom siger: ”I have to confront him.” Her fungerer voice-over helt konventionelt som fortæller og
guider tilskueren igennem et spring i den fortalte tid.
Ind i mellem taler voice-over simpelthen ind over reallyden på handlingsplanet. Her er det som om,
at både lydkulissen og personernes dialog bliver til den samlede lydkulisse for voice-overs
kommentarer. Det er altså det, han siger, der vægtes højest hér – hans alvidende kommentarer til
handlingsplanet er vigtigere for det styrende princip at formidle tilskueren end selve
handlingsplanet. Det sker for eksempel halvvejs inde i Chapter TWO, mens Grace lærer at luge og i
første tredjedel af Chapter FOUR, hvor der er glade tider i Dogville.
Voice-over har desuden den ganske særlige egenskab, at han forholder sig ironisk til begivenheder
og personer på handlingsplanet. Dette er muligt, netop fordi han ikke er en del af det fiktive univers.
Schepelern skriver om film, der fortælles af en voice-over, at den har til opgave at skabe:
”en arkaiserende effekt […] fortællerstemmen kaster et ironisk, gammeldags pedantisk
skær over det fortalte med samme pastiche-virkning, som når moderne romaner […]
anvender alvidende, stærkt eksplicitte fortællere.” (Schepelern, 1972:63)
Og som sagt har Dogville da også tydelig karakter af at være fortalt. Dette træk, at voice-over frit
kan forholde sig til handlingsplanet, er netop medvirkende til at gøre fortællingen Dogville
kompleks.
31