27.07.2013 Views

Som sagt saa gjort.pdf - cheetham.dk

Som sagt saa gjort.pdf - cheetham.dk

Som sagt saa gjort.pdf - cheetham.dk

SHOW MORE
SHOW LESS

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

YUMPU automatically turns print PDFs into web optimized ePapers that Google loves.

Det bliver altså ikke mere ”establishing” end fra dette perspektiv, hvor hele det sorte gulv

overskues, og dette point of view understreger voice-overs alvidende og olympiske karakter.

Schepelern skriver om den alvidende fortæller:

”Den alvidende fortæller har et overblik, som de fiktive personer ikke har. Hans point

of view er ikke som den personale fortællers begrænset af personernes horisont. Han er

hævet over fortællingen, som et guddommeligt princip, der svæver over det hele og ser

ned på det, hinsides tid og rum.” (Schepelern, 1972:60)

I Dogville ses dette guddommelige perspektiv altså meget bogstaveligt og er endda i Dagbog fra

Dogville navngivet ”Gud ser alt” (Jacobsen, 2003:67). Eksempelvis er det sådan, filmen begynder:

Dogville ses ovenfra, kameraet zoomer langsomt ind på det sorte gulv, mens voice-over på lydsiden

introducerer fortællingen med den førnævnte replik: ”This is…”. Voice-over ledsages ikke

konsekvent af dette ”Gud ser alt”-point of view, men når han overtager fortællingen (fra

handlingsplanet), enten bevæger kameraet sig op i, eller der klippes til, et andet perspektiv, typisk

en total af Dogville, som personerne på handlingsplan aldrig ville kunne indtage. Schepelern kalder

slet og ret dette for ”alvidenhed på billedsiden”. (Schepelern, 1972:64) Det er naturligvis ikke

voice-over, der bestemmer over billedsiden, men i den måde, hans kommentarer knyttes til bestemte

slags indstillinger, understreges hans alvidenhed af det styrende princip.

Det er når voice-over har en normativ, tematisk motiveret kommentar til personerne

og handlingsplanet, at hans ord følges af billeder i fugleperspektiv. Når hans replikker fungerer som

bindeled mellem to scener, er kameraet som oftest i samme niveau som personerne. Eksempelvis i

starten af Chapter SEVEN, hvor voice-over forklarer: ”That evening, Tom had sensed at once that

something had taken place, but had to plead with Grace for ages before she finally broke down and

unburdened herself.” Her ser vi først Tom i en halvtotal, og når voice-over har sagt ”place”, klippes

der til et nærbillede af Grace. Med det samme, voice-over har talt ud, overtager handlingsplanet og

Tom siger: ”I have to confront him.” Her fungerer voice-over helt konventionelt som fortæller og

guider tilskueren igennem et spring i den fortalte tid.

Ind i mellem taler voice-over simpelthen ind over reallyden på handlingsplanet. Her er det som om,

at både lydkulissen og personernes dialog bliver til den samlede lydkulisse for voice-overs

kommentarer. Det er altså det, han siger, der vægtes højest hér – hans alvidende kommentarer til

handlingsplanet er vigtigere for det styrende princip at formidle tilskueren end selve

handlingsplanet. Det sker for eksempel halvvejs inde i Chapter TWO, mens Grace lærer at luge og i

første tredjedel af Chapter FOUR, hvor der er glade tider i Dogville.

Voice-over har desuden den ganske særlige egenskab, at han forholder sig ironisk til begivenheder

og personer på handlingsplanet. Dette er muligt, netop fordi han ikke er en del af det fiktive univers.

Schepelern skriver om film, der fortælles af en voice-over, at den har til opgave at skabe:

”en arkaiserende effekt […] fortællerstemmen kaster et ironisk, gammeldags pedantisk

skær over det fortalte med samme pastiche-virkning, som når moderne romaner […]

anvender alvidende, stærkt eksplicitte fortællere.” (Schepelern, 1972:63)

Og som sagt har Dogville da også tydelig karakter af at være fortalt. Dette træk, at voice-over frit

kan forholde sig til handlingsplanet, er netop medvirkende til at gøre fortællingen Dogville

kompleks.

31

Hooray! Your file is uploaded and ready to be published.

Saved successfully!

Ooh no, something went wrong!