Som sagt saa gjort.pdf - cheetham.dk

kapitelinddelingerne i en gammel roman, hvilket er med til at give Dogville et litterært og
kunstfærdigt præg. På billedsiden vender von Trier i Dogville også tilbage til en mere kunstfærdig
stil i enkelte indstillinger, f.eks. de mange establishing shots af byen set ovenfra. Vi skal vende
tilbage til disse indstillinger nedenfor, da de netop adskiller sig fra filmens overordnede stil og i høj
grad er knyttet til voice-over fortælleren.
Som nævnt, har von Trier altid leget med genren. I Dogville går legen på forskellen mellem film og
filmet teater. Lars von Trier siger selv:
”Hvad siger jeg til de folk, der siger, det ikke kan kaldes en spillefilm? Jeg siger, de
måske har ret. Men jeg vil selvfølgelig heller ikke kalde det en ”anti-spillefilm”. I
begyndelsen af min karriere lavede jeg meget ”filmiske” film. Problemet er, at nu er
det blevet for let – det eneste man skal gøre er at købe en computer, så kan man være
”filmisk”. […] jeg er begyndt at gå tilbage til de gamle dyder og de gamle værdier.
Hvis man er stædig nok, kan alt have sin egen æstetik. Der er grænser for, hvor pæn en
film bør være. Hvis det ser for pænt ud, kaster jeg op.” (Bilag 1, s. 65)
3.1.3 Leg og ironi
Som nævnt leger von Trier i sine film meget med formen, og det gør han i meget høj grad i
Dogville. Lars von Trier siger selv:
”Hvis man laver en film, hvor man gør noget ”unormalt” inden for ét bestemt område,
fx hvis husene kun er markeret med streger på gulvet, så skal alt andet være ”normalt”.
Hvis man skaber for mange lag, fjerner det publikum mere og mere fra filmen.” (Bilag
1, s. 65)
Da det netop er vores påstand, at filmen er flertydig, er det tænkeligt, at der i filmen er adskillige
effekter og lag, der fjerner publikum fra filmen, derunder ironi og verfremdungseffekter – som jo
netop har til hensigt at fremmedgøre tilskueren. Om von Trier er ironisk i ovenstående udtalelse er
ikke til at sige. Schepelern siger dog:
”En generel attitude i Triers værk og offentlige persona er ironien. De tidlige værker er
hele systemer af ironisk underfundighed og postmoderne hentydninger til traditioner og
klicheer.” (Schepelern, 2000: 255)
Vi har netop identificeret ironi som et begreb og en effekt, der spiller en stor rolle i Dogville.
Overordnet synes von Trier at forholde sig distanceret til de tematikker, hans film behandler.
Schepelern opsummerer:
”Trier har gennem sin karriere ikke specielt indladt sig på at analysere komplekse
problemer af psykologisk eller moralsk art […] men snarere på at udvikle en æstetik og
en tematik, der mest muligt effektivt tillader det kunstneriske spil at udfolde sig. Det
drejer sig stort set ikke om at analysere og slet ikke om at debattere. Det er
karakteristisk, at film som Europa ikke byder på nogen seriøs analyse af nazismen og
den tyske skyld overhovedet; det er temaer, der nok er anslået, men som kun anvendes
som kunstnerisk suggestivt materiale. Hovedsagen er at formidle filmæstetisk
oplevelse.
[…] Med sin filmkunst optræder Trier gerne som et uartigt barn, der
overtræder reglerne, men samtidig også som et fantasifuldt barn, der selv laver reglerne
for sine egne lege. Kunsten kan udfordres af spillereglerne, ikke mindst af forbud og
begrænsning.” (Schepelern, 2000: 277)
21