Som sagt saa gjort.pdf - cheetham.dk

Dogville følger i høj grad disse konventioner, men lydkulissen er næsten udelukkende kunstigt
frembragt. Selv om denne lydkulisse i konventionelle film muligvis også kan være frembragt
kunstigt og vha. foley, lyder den som om, den hører hjemme på handlingsplanet. For eksempel kan
det være, at lyden af, at en person i filmen banker på en dør, ikke blev hørbar nok i optagelserne fra
indspilningen. Da erstattes lyden af en kunstig lyd med den hensigt at gøre filmen mere realistisk. I
Dogville er der ingen døre, personerne kan banke på. Men lyden af, at der bankes på en dør, er klart
hørbar på filmens lydspor. Denne og utallige andre lydeffekter burde altså høre hjemme på
handlingsplanet, men hører hjemme på fortælleplanet, fordi virkelighedsplanet her spiller ind. Der
er simpelthen ingen kulisser, der kan frembringe de lyde, der forstærker virkelighedsillusionen.
Lydene må derfor tilføjes og bliver dermed på samme tid homo-diegetiske og hetero-diegetiske.
Det interessante her er, at det styrende princip er meget selektivt omkring, hvilke lydeffekter, der
medtages, og hvilke, der udelades. Så selv om lydeffekterne har til hensigt at gøre fortællingen
kausalt sammenhængende på handlingsplanet, er der steder, hvor lydeffekterne kan opfattes som
tematisk motiverede, da de altså får særstatus.
Vi gennemgår her ét eksempel: I Chapter ONE får vi at vide af voice-over, at det regner og blæser,
da Tom forlader familien Hensons hus. Vi hører også en lydeffekt, der simulerer regn og blæst. (Vi
ser dog ingen regn; se nedenfor under virkelighedsplan) Vi kan tydeligt høre, at regnen rammer tage
og andre genstande. Mens Tom går ned ad Elm Street, forsvinder lyden af regn, så vi nu kun hører
vind, og så hører vi pludselig skud. Tom giver sig til at lytte efter flere skud, og da dæmpes lyden af
vind, og samtidig toner lyden af det pælebor, der arbejder nede i dalen, frem. Tom fastslår, at det er
boret og ikke flere skud, han kan høre, og fortaber sig i tanker. Pæleboret toner ud, vinden dæmpes
helt, og der kommer underlægningsmusik, Thoughts Of Tom (se evt. bilag 2), og voice-over på.
Man kan sige, at der her er subjektiv lyd, da fokuset på lydsiden følger fokuset i Toms
tanker. På samme tid er det dog voice-overs kommentarer, der dominerer lydbilledet, når han er på.
Dette skift mellem forskellige fortælle-vinkler også på lydsiden understreger det styrende princips
kontrol.
Scenen ovenfor fortsætter sådan: Toms tanker forstyrres af, at Moses gør. Dette er en
aldeles kunstig lyd, da der ikke er en hund på settet, men kun en tegning af omridset af en hund. På
handlingsplanet er hundens gøen for det første et bidrag til virkelighedsillusionen, da Moses netop
er en vagthund, og den medfører dramaturgisk, at Tom opdager Grace, inden hun forsvinder op ad
bjergsiden. Hundens gøen tillægges dog en betydning, da voice-over beskriver denne gøen som
anderledes end hundens sædvanlige gøen. Han siger, at der ikke er noget usædvanligt i sig selv i at
hunden gør – det er derfor påfaldende, at vi kun hører det denne ene gang helt op til filmens
allersidste indstilling. Det, der er usædvanligt ved hundens gøen her, er, at det lyder som om, ”the
danger was quite close at hand […] as if the dog was standing face to face with a force to be taken
seriously.” Dette fokus på hundens gøen på fortælleplanet fremhæver det ildevarslende deri – voiceover
karakteriserer faktisk Grace som en fare og en kraft, der skal tages alvorligt. Da tilskueren ikke
engang har set Grace i nærbillede på dette tidspunkt, opfatter han ikke denne karakteristik som
værende knyttet til hende, men som en generel betragtning omkring hundens gøen. Retrospektivt er
det klart, at voice-over her gør brug af sin alvidende fortællestatus, og at han virkelig kender
historiens slutning.
Der er musik på handlingsplanet tre steder i Dogville – første gang i filmens prolog, hvor Tom og
hans far hører radio, hvor der spiller noget musik fra perioden, anden gang, da Martha på Graces
opfordring spiller nogle strofer på orglet i Chapter FOUR, og tredje gang i Chapter FIVE, hvor
beboerne alle synger ”America the beautiful” ved 4. juli festen.
29