Som sagt saa gjort.pdf - cheetham.dk

gøre farverne lidt mindre kraftige”. Det er ekstremt godt lavet, og det rører mig ikke det fjerneste.
Det føles som manipulation til et punkt, hvor jeg ikke ønsker at blive manipuleret.
Måske er det fordi, jeg er blevet ældre. Da jeg var yngre, ville jeg sikkert have syntes, alle de her
computergenererede ting var fantastiske. Nu hvor jeg er blevet ældre, er jeg nødt til at være
stædig. Det er derfor, jeg er begyndt at gå tilbage til de gamle dyder og de gamle værdier. Hvis
man er stædig nok, kan alt have sin egen æstetik. Der er grænser for, hvor pæn en film bør være.
Hvis det ser for pænt ud, kaster jeg op. Det kan faktisk sammenlignes lidt med at se på en
tryllekunstner. Når en tryllekunstner laver små tricks, fx med mønter, bliver man fuldstændig
fascineret. Men når han flytter Eiffeltårnet, siger man: “Og hvad så?”
“Dogville” foregår i Amerika, men det er kun Amerika, som det ser ud i mit hoved. Jeg har ikke
begrænset mig selv ved at sige: ”Nu skal jeg lave research på det og det og det”. Det er ikke en
videnskabelig film, og det er ikke en historisk film. Det er en følelsesladet film. Ja, den handler om
USA, men den handler også om en hvilken som helst anden lille by hvor som helst i verden.
Jeg skrev manuskriptet på dansk, men jeg bad den engelske oversætter om at prøve at
inkorporere det danske sprog, om ikke at gøre det for perfekt. Det er vel min indre Kafka – jeg ville
gerne bibeholde den udenlandske synsvinkel. Jeg synes fx, det ville være interessant at se en film
om Danmark lavet af én, der aldrig havde været der. En japaner fx eller en amerikaner. Denne
person ville så afspejle, hvad Danmark står for, uden nogensinde at have været der. I mine
”amerikanske film” afspejler jeg, de informationer der kommer til mig, og hvordan jeg forholder mig
til disse informationer. Det er selvfølgelig ikke sandheden, for jeg har aldrig været i USA, (selvom jeg
må sige, jeg er bedre informeret om USA end de folk, der lavede ”Casablanca”, var om
Casablanca). En japaner der laver en film om Danmark har selvfølgelig ikke adgang til de samme
oplysninger, som jeg har, fordi 90% af hvad man ser på dansk tv er amerikanske produktioner, men
han ville så skulle lave noget research, og det ville, i mine øjne, gøre det til en interessant film.
Ud over de utallige amerikanske programmer på dansk tv er der også en masse nyheder, fordi
Amerika er den største magt i verden. Der er også en masse kritik. Da jeg var ung, lavede vi store
demonstrationer mod Verdensbanken og Vietnam-krigen, og vi mødte alle op for at smide sten
mod ambassaderne. Ja, i hvert fald én ambassade… Men jeg smider ikke længere med sten. Nu
driller jeg bare.
Da jeg var barn, lærte jeg, at hvis man er stærk, skal man også være retfærdig og god, og det er
bestemt ikke noget, man ser i Amerika. Jeg kan godt lide de enkelte amerikanere, jeg kender, men
det her er mere et billede af et land, jeg ikke kender, men som jeg har en fornemmelse af. Jeg tror
ikke, at amerikanere er mere onde end andre, men på den anden side ser jeg dem heller ikke som
mindre onde end de forbryderstater, præsident Bush har talt så meget om. Jeg tror, mennesker er
mere eller mindre ens overalt i verden. Hvad kan jeg sige om Amerika? Magt korrumperer. Det er et
faktum. Men på den anden side, når de er så magtfulde, er det vel i orden at drille dem, for jeg
kan da ikke skade Amerika, vel?
Ideen bag den måde beboerne i byen behandler Grace på er, at det er farligt at give sig selv til
andre som en gave. Den magt, det giver folk over individet, korrumperer dem. Hvis man giver sig
selv væk, vil det aldrig fungere. Der skal være nogle grænser. Jeg tror, beboerne i Dogville havde
det fint, indtil Grace kom, ligesom jeg er sikker på, at Amerika ville være et smukt, smukt land, hvis
der ikke var andet end millionærer, der spillede golf. Det ville være et vidunderligt, fredeligt
samfund, men sådan forholder det sig ikke, så vidt jeg er informeret. Der findes desværre også en
masse tabere.
Når man opfinder personer, tager man en person, man kender, og placerer vedkommende i nye
situationer. Så beboerne i Dogville er alle danskere, de er faktisk virkelige personer. Så tager man
sig selv – sin egen person – og fordeler den på de to-tre personer, der mere eller mindre bærer
66