Som sagt saa gjort.pdf - cheetham.dk

udlægninger af historien, som bevirker, at man som tilskuer ikke fæster tillid til nogle af dem.
”Dictum ac factum” bliver altså en drilsk meta-kommentar til filmens egen form – en retorisk
effekt. Nogle gange tages princippet helt bogstaveligt, men andre gange gøres der netop ikke som
der siges, selvom det umiddelbart kan se sådan ud.
3.3.2 Ironi på flere planer
Fordi historien i Dogville ikke er, hvad den giver sig ud for at være, kan der retrospektivt lokaliseres
ironi på adskillige planer i filmen. Den klareste og mest gennemgående er voice-overs. Hans
distance og sarkasme bliver mere og mere udpræget, jo længere frem i filmen, vi kommer, men er
samtidig ikke altid lige nem at spore, i den forstand, at man som tilskuer endnu ikke kender
historiens rette sammenhæng – vi har ikke alle de samme oplysninger, som han har, hvorfor mange
af hans udsagn kommer til at virke seriøse og troværdige. Da fortællingens twist er afsløret, og
tilskueren indser, at Grace har spillet et spil, fremgår ironien i voice-overs replikker meget tydeligt.
I prologen siger han: ”The residents of Dogville were good, honest folks, and they liked their
township”. Men hele filmen skal vise sig at være et bevis på det modsatte. Voice-over er især
ironisk overfor Tom, som jo også skal vise sig at være den værste af dem alle. Han bliver
karakteriseret som forfatter ”though his output in paper was so far limited to the words ”great” and
”small” followed by a question mark.” Her udstiller voice-over Tom og hans egen forestilling om
sig selv som forfatter. Ironien overfor Toms selvopfattelse som kunstner er central for filmen, fordi
det er en selvrefleksiv kommentar i kunstværket Dogville. I forbindelse med ironi er det værd at
bemærke to intertekstuelle referencer. Den ene går på, at voice-over i Chapter EIGHT nævner, at
Tom forestiller sig, at han vil udgive store værker og ”or indeed a trilogy”. Dette kan ses som en
selvironisk kommentar fra filmskaberens side, da Lars von Trier jo netop selv inddeler sine værker i
trilogier. Den anden reference er, at karakteristikken af Tom minder om den karakteristik, der er af
Stephen Dedalus i James Joyce’s A Portrait of the Artist as a Young Man. Fortælleren forholder sig
i det værk meget ironisk til Stephen og hans forestillinger om, at han som kunster skal redde verden
og hans udvikling af en metode dertil, på trods af, at han ikke har nedfældet en eneste linie. 34
På fortælleplanet optræder der endnu en form for ironi. Som nævnt udgøres kapitelskiltene til
Chapter FOUR og FIVE af hhv. titlerne ””Happy times in Dogville”” og ””Fourth of July after
all””. Disse anførselstegn kommer til at fungere nærmest som hvis en levende person lavede
anførselstegn i luften, mens han talte for at vise, at han var ironisk. ”De tror, det er happy times,
men det er det slet ikke.” ”De fejrer fjerde juli trods deres fattigdom, men der er ikke noget at fejre
– bare vent!” Igen lader det til, at der gives et lille vink om, at tingene ikke er, som de ser ud til at
være. I kapiteloverskiften til Chapter SEVEN står der, at Grace endelig får nok, forlader byen og
igen ”sees the light of day.” Det viser sig, at det lys, hun igen ser, er lyset i Dogville, da Ben blot
kører hende tilbage dertil. Ironien ligger i, at ”sees the light of day” er en stående vending, ligesom
man på dansk kan ”se dagens lys”. Grace må her indse, at beboerne i Dogville ikke har tænkt sig at
slippe hende.
På handlingsplanet er filmen ligeledes præget af ironi. I prologen siger Tom til Bill, da de netop har
talt om Toms illustrative mission og skal til at spille dam: ”My mind is sharp tonight.” Det viser sig,
at det modsatte er tilfældet, for han fatter ikke mistanke til Grace og forstår ikke, at gangsterbossen
faktisk taler sandt. Ligeledes siger Tom ved det første borgermøde til sin far, som er så god til at
bedømme andre mennesker: ”How long will it take you to unmask her? A week? Two weeks?”
34 Som nævnt, er der ofte referencer til Joyce hos von Trier. Se evt. fodnote 32.
41