Som sagt saa gjort.pdf - cheetham.dk

ikke optaget filmen på location eller bygget realistiske sets op. Der er streger på gulvet, der angiver
huse, rum, døre og vinduer, foruden husenes navne, vejnavne, planter og endda et levende væsen,
hunden Moses. Skuespillerne – og tilskueren – indgår i den illusion, at der er vægge, som aktørerne
bor indenfor og er begrænset af. Vi indgår på fortællingens ”som om” – virkelighedsillusionen.
Der er mangler i virkelighedsillusionen i Dogville i den forstand, at den påkalder sig en realistisk
forankring på et virkeligt sted i en virkelig tid, men ikke tilstræber en realisme gennem sets,
locations mv. Alligevel er der effekter på handlingsplanet, som ikke kan hentes på
virkelighedsplanet, og som derfor må være betydningsbærende, siden det styrende princip har dem
med. Som vi har nævnt ovenfor i forbindelse med lydsiden, hører vi regnvejr som en lydeffekt, men
vi ser ikke en eneste regndråbe på billedsiden. På handlingsplanet går personerne med på den
illusion, at det regner, men effekten, der på virkelighedsplanet kunne forstærke illusionen, for
eksempel sprinklere eller optagelser i regnvejr på location, er ikke til stede. Den er lagt på bagefter i
form af en lydeffekt.
Andre steder i filmen er effekterne til stede på virkelighedsplanet – i Chapter FIVE
daler der i den indledende indstilling blomsterfrø ned fra himlen, og vi ser et enkelt svæve om
Graces ansigt, inden effekten igen er væk, og i Chapter EIGHT er der sne i luften. Sneen daler ikke
over hele gulvpladen som blomsterfrøene gør, men kun lige akkurat under lampen ved indgangen til
missionshuset. Det indikeres altså, at det sner, og lyssætningen illuderer, at det er så mørkt udenfor,
at man kun kan se sneen lige under lampen. Det, tilskueren i virkeligheden ser, er dog en dæmpet
lyssætning på hele gulvpladen og en stærk lyskegle under lampen. Det skyldes naturligvis, at
tilskueren ellers ikke ville kunne se personerne, som sidder inde i missionshuset. (Det paradoksale
deri vender vi tilbage til nedenfor.) Der klippes til et nærbillede af Grace, voice-over siger
behændigt nok, at sneen holder op med at dale, og at byen er dækket af et fint lag sne. Der klippes
til en total af byen, og der ligger sandelig et lag af noget hvidt på jorden. Der ligger selvfølgelig
ikke sne inden for de streger, der angiver husenes vægge.
Effekterne på handlingsplan (dvs. effekter, der ikke er frembragt vha. kameraføring eller post
production, men frembragt vha. rekvisitter mv.) er ligesom effekterne på lydsiden ikke anvendt
konsekvent. Man kan argumentere for, at de effekter, der er anvendt, derfor har større betydning
end bare på handlingsplanet. Blomsterfrøene i Chapter FIVE kan for eksempel symbolisere den
lette stemning, der er i byen. Sneens betydning vender vi tilbage til. Der er også den mulighed, at
virkelighedsplanet har spillet ind i stor stil. Både blomsterfrø og teater-sne kan let fejes væk igen.
Det gør større skade på rekvisitter og sets at overøse dem med vand.
I afsnit 3.2.1.2 har vi set, at der i filmen er brud i virkelighedsillusionen, der ikke påvirker
kausaliteten. Her skal vi se, at der er mange mindre illusionsbrud, der forstyrrer kausaliteten og et
større, der får en bestemt effekt. Den kausale kontinuitet brydes mange gange, hvor en klipning
hiver fortælleplanet nogle sekunder længere frem, end handlingsplanet var, uden på konventionel
vis at markere et skift i tid, eller hvor en aktør pludselig har et andet træk eller en anden prop end i
forrige indstilling. Dette kaldes jump cuts. Vi mener dog, som nævnt s. 18 i forbindelse med von
Triers stil, at denne slags illusions- og kontinuitetsbrud ikke forhindrer tilskueren i at aflæse
fortællingen.
Ovenfor nævnte vi scenen med snevejret, hvor lyssætningen på en måde modarbejder
handlingsplanet, som igen forstyrrer fortælleplanet. Alle tre planer er altså i spil hér. På
handlingsplanet er det snevejr. Det kan det umuligt være på virkelighedsplanet, fordi optagelserne
foregår inden døre. Det skal fremgå på fortælleplanet, at det sner, men det kan fortælles diegetisk
33