Bjergprædikenen – i teenhøjde - IMU

det ikke at kunne leve op til Guds love og vilje. I forhold til Guds lov (de ti bud osv), kommer vi alle til
kort.
Hvem af os kender ikke til igen og igen at overtræde f.eks det 8. bud om ikke at måtte lyve/bagtale?
Man kan sige til sig selv om morgenen: ”I dag vil jer overholde alle 10 bud.” Og hvad må man så sige
til sig selv om aftenen: ”Øv, det gik ikke som jeg ville. Jeg har ikke, hvad der skal til for at ’aflive
synden i mig”.
De fattige i ånden indrømmer deres manglende evne til at kunne håndtere synden i kraft af sig selv.
De står ved deres nederlag. De erkender, at de har brug for Jesus og hans tilgivelse og hjælp i
kampen mod synden. Den, som erkender sin egen håbløse situation som synder, ser rigdommen i at
være elsket, tilgivet og indlemmet i Jesu rige. I forhold til Gud er ærlighed vejen frem, også selvom jeg
i min ærlighed må tilstå, at der er så meget jeg ikke kan.
Altså: Det at erkende sin afhængighed af Jesus og hans frelse er præcis vejen til at finde hvilen hos
Jesus og dermed opleve at være salig – midt i sin egen fattigdom. Himmeriget er netop for de ’fattige’;
dem som vil lade Jesus være frelser; dem som har erkendt, at de ikke ’kan selv’.
I teenhøjde: Hjælp evt. teenagerne til at få større syndserkendelse. Du kan opfordre dem til at lave et
eksperiment, som går ud på at forsøge på at overholde alle ’de 10 Bud’ hen over to dage. De skal
huske at forholde sig til det, der sker i tankerne også. Så får de en erfaring af, hvad det vil sige at
være ”fattig i ånden”, for de vil konkret opleve, at de bare ikke har nok kræfter til at håndtere fristelser
og dårlige vaner og forkerte tanker osv.
Vers 4: Salige er de, som sørger, for de skal trøstes.
Normalt er det er da ikke rart at sørge! At være sammen med mennesker, der sørger f.eks. i
forbindelse med dødsfald, bringer sjældent god stemning med sig!
Sorgen, som Jesus her taler om, skal forstås ud fra forrige vers. Det kan bringe sorg med sig virkelig
at blive mindet om, forstå og erfare sin åndelige fattigdom – igen og igen! Man kan komme dertil, hvor
man fortvivlet spørger: Bliver jeg dog aldrig bedre? Den sorg er reel, og kan kun trøstes af Jesus selv.
Og derfor er den slags sørgende salige. Fordi Jesus altid vil trøste.
Forestil dig, at du beslutter dig for at ville gøre noget godt for et menneske, du ved er ensom og meget
alene. Du vil være særlig hjælpsom og forsøge at snakke meget med ham/hende f.eks til en IMUaften.
Men – hvad bliver det til? Du bliver (igen) optaget af alle dine egne venner; du hygger dig med
dem, du plejer at hygge dig med. Du glemmer alt om ham/hende, som sidder alene henne i sofaen.
På vej hjem kan du være rigtig træt af dig selv. Være ked af at du ikke slog til i forhold til det, du ville.
Øv. Men: Husk så på her, at det er netop den sorg, Jesus kalder for salig! At sørge over at man igen
faldt igennem, det er ærligt og godt; det gør os til ægte, ærlige mennesker – over for Gud og over for
os selv. Det giver plads til, at Jesus kan komme til med sin trøst og give os frimodigheden tilbage igen.
I teenhøjde: De fleste mennesker elsker at være seje og stærke. Det er ikke sejt og trendy at
indrømme sine fejl og stå ved sine brølere. Men - det er sejt og ’trendy’ i Jesu øjne!
Vers 5: Salige er de sagtmodige, for de skal arve jorden.
Den sagtmodige er ikke en trist, kedelig og stillestående type. ’Sagtmodighed’ handler mest om
mildhed og ydmyghed især i forhold til Gud, men også i forhold til andre mennesker.
I forhold til Gud handler det om at ’kende sin plads’ og lade Gud være Gud – i stedet for at gøre sig
selv til Gud. I forhold til andre mennesker handler det om at ’lade de andre komme til’ og ikke selv hele
Teenagebibeltimer 2006 Jesu bjergprædiken – i teenhøjde af Nicolaj Wibe Nielsen 7