Candide - GratisSkole.dk

Candide Navn:_____________________ Klasse:_____
»Nu af Sted, Herre,« sagde han, »De vil af alle blive taget for en Jesuit, der bringer en vigtig Melding, og
inden de kan sætte efter os, er vi allerede over Grænsen.«
Inden han havde talt ud, jog han allerede af Sted i Forvejen, medens han raabte paa Spansk: »Plads! Plads,
for Hans Højærværdighed Obersten!«
Sekstende kapitel
Candide og hans Tjener var allerede over Grænsen, og endnu havde ingen i Lejren opdaget den tyske Jesuits
Død. Den betænksomme Cacambo havde været saa forsynlig at fylde sin Randsel med Brød, Chokolade,
Frugt og nogle Potter Vin. Paa deres andalusiske Heste var de allerede naaet dybt ind i et fremmed Land,
hvor de hverken kendte Vej eller Sti. Endelig saa de en smuk Eng, som var gennemskaaret af lange Aaer,
ligge for deres øjne. Her lod de Rejsende deres Heste græsse. Cacambo raadede sin Herre til at spise og
foregik ham selv med et godt Eksempel.
»Vil du have, at jeg skal spise Skinke,« sagde Candide. »Jeg har myrdet Baronens Søn og er fordømt til
aldrig mere i mit Liv at faa den skønne Kunigunde at se. Hvad Glæde har jeg af at forlænge min sørgelige
Tilværelse, naar jeg maa henslæbe den langt fra min Elskede i Anger og Fortvivlelse? Og hvad tror du
Tidsskriftet »Trevoux« vilde sige til det?«
Medens Candide talte saaledes, lod han samtidig Maden smage sig godt. Solen var ved at gaa ned, da de
to vildfarne Rejsende hørte nogle svage Raab, der lød som Kvindeskrig. De kunde ikke høre, om Skrigene
udtrykte Glæde eller Smerte, men de sprang hurtigt op med den Uro og Frygt, den ubetydeligste Hændelse
kan fremkalde i et fremmed Land. Skrigene korn fra et Par splitternøgne Pigebørn, som hurtigt løb henover
Engen forfulgt af to Aber, der søgte at bide dem i Laarene. Candide blev rørt i sit Inderste. Hos Bulgarerne
havde han lært at skyde saa sikkert, at han kunde skyde en Nød fra en Hasselbusk uden at røre Bladene.
Han greb sin spanske Dobbeltløber, sigtede og skød begge Aberne.
»Gud være lovet, min kære Cacambo,« sagde han. »Jeg har frelst disse stakkels Piger ud af en stor Fare.
Hvis jeg begik en Synd ved at dræbe Inkvisitoren og Jesuitten, har jeg da nu afsonet den ved at frelse de to.
Det er maaske to Damer af Stand, og denne lille Begivenhed kan maaske gavne os meget her i Landet.«
Han vilde tale videre, men blev ganske maalløs, da han saa de to Piger bøje sig ned og kærligt omfavne
Aberne, græde over deres døde Legemer og fylde Luften med fortvivlede Klageskrig.
»Jeg havde aldrig tænkt mig en saa stor Sjælsadel hos Pigerne,« sagde Candide lidt efter. Men Cacambo
svarede:
»Der har De gjort et rigtigt Mesterskud, min kære Herre, De har saamænd dræbt begge de unge Damers
Kærester.« »Deres Kærester, skulde det være muligt? Du har mig til bedste, Cacambo. Det er utænkeligt.«
»Min gode, kære Herre, De forundres stadig over al Ting. Synes De, det er saa mærkeligt, at der er Lande,
hvor Aberne er særligt yndede af Damerne. De er jo kvart Mennesker, ligesom jeg er kvart Spanier.«
»Ja vist! Ja vist!« sagde Candide. »Nu husker jeg, at jeg har hørt Magister Pangloss fortælle, at saadanne
Ting ogsaa hændte i fordums Dage, og at Ægipaner, Fauner og Satyrer, som mange af Oldtidens store Mænd
havde set, var blevet til ved saadanne Krydsninger, men jeg troede rigtig nok, at det var purt Opspind.«
»Men nu har De da faaet Bevis for at det er sandt!« sagde Cacambo. »Og De kan se, hvorledes Kvinder,
der har faaet vor Opdragelse, bærer sig ad; men hvad jeg i øjeblikket tænker mest paa, er, at disse Damer
kan bringe os i en slem Forlegenhed.«
Cacambos fornuftige Betragtninger bevægede Candide til at forlade Engen og sammen med ham at begive
sig ind i en dyb Skov. Der spiste de til Aften, og da de havde spist, for bandede de Storinkvisitoren,
Statholderen af Buenos-Aires og Baronen, og lagde sig tilsidst til at sove paa det bløde Mos. Da de vaagnede,
Materiale ID: TXT.272.1.4.da Side 21 af 54 www.gratisskole.dk