Candide - GratisSkole.dk

Candide Navn:_____________________ Klasse:_____
»Min allerkæreste Ven! I otte Dage har jeg ligget syg i denne By; jeg har nu faaet at vide, at du ogsaa er
her. Jeg vilde ile til dig, hvis jeg blot var i, Stand til at flytte en Fod. I Bordeaux fik jeg at vide, hvilken
Vej du var rejst; der har jeg ladet Cacambo og den trofaste gamle blive tilbage, men de kommer snart efter.
Guvernøren af Buenos Aires har frataget mig alt, men dit Hjerte ejer jeg endnu. Kom da. Din Nærværelse
vil gengive mig Livet eller faa mig til at dø af Glæde.«
Dette søde, uventede Brev gjorde Candide lige saa usigelig henrykt, som det gjorde ham fortvivlet at høre
om hans kære Kunigundes Sygdom. Fyldt baade af Glæde og af Sorg tog han sit Guld og sine Diamanter og
lod sig sammen med Martin føre til det Hotel, hvor Frøken Kunigunde boede. Han traadte ind, skælvende af
Angst, hans Hjerte bankede, hans Stemme slog Klik; han vilde trække Omhænget fra Sengen og forlangte,
at der skulde bringes Lys. »Nej, for Himlens Skyld, vær dog forsigtig,« sagde Pigen, »Lyset kunde volde
hendes Død.« Og hun trak skyndsomst Omhænget for.
»Min elskede Kunigunde,« sagde Candide med graadkvalt Stemme. »Hvordan befinder du dig? Siden du
ikke tør se mig, saa lad mig i det mindste høre din Stemme.«
»Hun kan ikke tale,« sagde Pigen.
Saa rakte Damen en rund og fed Haand frem fra Sengen, Candide vædede den længe med sine Taarer og
fyldte den tilsidst med Diamanter. I hendes Lænestol lagde han en Pung fuld af Guld.
Midt under al denne Henrykkelse blev han overrasket af en Politibetjent med Følge, ledsaget af den
perigordske Abbed.
»Det er altsaa de to fordægtige fremmede,« sagde han. øjeblikkelig lod han dem gribe og befalede sine Folk
at føre dem i Arrest.
»Saadan bliver fremmede ikke behandlet i Eldorado,« sagde Candide.
»Nu er jeg mere Manikæer end nogen Sinde,« sagde Martin.
»Men hvor bringer De os hen, Herre?« spurgte Candide.
»Til et Hul dybt under Jorden,« svarede Betjenten.
Da Martin havde genvundet sin Koldblodighed, gik det op for ham, at det Kvindemenneske, som udgav sig
for Kunigunde, maatte være en Bedragerske, den perigordske Abbed en Bedra ger, der ikke havde været
sen til at benytte sig af Candides Troskyldighed, og Politibetjenten en anden Gavtyv, som de let kunde
slippe af med.
Fremfor at udsætte sig for en Retssags Vidtløftighed foretrak Candide, hvem Martin i en Fart havde betroet
sin Mening, og som mere end nogen Sinde brændte af Utaalmodighed efter at gense den rigtige Kunigunde,
at tilbyde Betjenten tre smaa Diamanter, hver af omtrent tre Tusind Pistolers Værdi.
»0, min Herre,« raabte Manden og løftede sin Elfenbensstok. »Om De end havde begaaet alle optænkelige
Forbrydelser, var De dog det ærligste Menneske af Verden. Tre Diamanter, hver til tre Tusind Pistoler! Jeg
vil hellere lade mig slaa ihjel for Dem, Herre, end at føre Dem i Arrest. Vi har Ordre til at arrestere alle
fremmede, men det skal jeg nok faa ordnet. Jeg har en Broder i Dieppe i Normandiet. Der vil jeg bringe
Dem hen, og hvis De ogsaa har en Diamant til ham, vil han sørge for Dem som for mig selv.«
»Men hvorfor bliver alle fremmede arresterede?« spurgte Candide.
Nu tog den perigordske Abbed Ordet og sagde:
»Det er, fordi en elendig Karl fra Artois [Damiens, f. 1714 i Artois, politisk Fanatiker, der den 5. Januar
1757 i Versailles søgte at dræbe Ludvig den 15de ved et Knivstik] havde hørt noget Vrøvl fortælle, der fik
ham til at begaa Snigmord, ikke saadan et som det i Maj 1610, men som det i December 1594, og som der
Materiale ID: TXT.272.1.4.da Side 38 af 54 www.gratisskole.dk