Candide - GratisSkole.dk

More documents

Recommendations

Info

Candide Navn:_____________________ Klasse:_____ nogle Skønaander, hvad der dog ikke hindrede ham i at blive rørt til Taarer over nogle Scener, der blev ypperligt spillet. En af de omtalte Kunstdommere, som sad ved Siden af ham, henvendte sig i en Mellemakt til ham: »Det er ganske meningsløst af Dem at græde; denne Skuespillerinde spiller meget daarligt og hendes Medspiller endnu værre, og Stykket er oven i Købet meget slettere end Skuespillerne. Forfatteren kan ikke et Ord arabisk, og alligevel foregaar Stykket i Arabien; han er desuden en Mand, der ikke tror paa medfødte Ideer. Jeg skal endnu i Morgen vise Dem tyve Smaaskrifter imod denne tarvelige Skribler.« »Hvor mange dramatiske Arbejder har De her i Frankrig?« spurgte Candide Abbeden. »Aa, en fem, seks Tusind.« »Det er ikke saa ganske faa,« sagde Candide, »men hvor mange af dem er gode?« »En femten, seksten Stykker,« svarede Abbeden. »Det gaar endda an,« sagde Martin. Candide var meget henrykt over den Skuespillerinde, der spillede Dronning Elisabeth i det temmelig tarvelige Sørgespil [Der menes Corneilles Tragedie »Greven af Essex«] af samme Navn, som endnu af og til bliver opført. »Den Skuespillerinde synes jeg godt om,« sagde han til Martin; »hun ligner lidt Frøken Kunigunde. Jeg kunde godt lide at takke hende.« Den perigordske Abbed tilbød at forestille dem for hende. Candide, der havde faaet hele sin Opdragelse i Tyskland, spurgte, hvorledes det var Skik og Brug at te sig i Frankrig, og hvorledes engelske Dronninger plejede at blive behandlet der. »Det er forskelligt,« svarede Abbeden. I Provinsen trakterer man dem i den første den bedste Kro, i Paris sætter man dem højt i Ære, naar de er smukke, men naar de er døde, bliver de kastede i Rakkerkulen.« »Kaster man Dronninger i Rakkerkulen?« spurgte Candide. »Ja, der taler Hr. Abbeden sandt,« sagde Martin. »Jeg var selv i Paris, dengang Frøken Monime [Frøken Adrienne Lecouvreur, berømt fransk Skuespillerinde] ombyttede det timelige Liv med det evige; de nægtede hende uden videre, hvad man her kalder en ærlig Begravelse, det vil sige at kunne ligge og raadne paa en modbydelig Kirkegaard sammen med alle Kvarterets Tiggere; hun blev af sine Kammerater begravet ganske alene paa Hjørnet af Rue de Bourgogne, hvad der sikkert vilde have gjort hende meget ondt, da hun havde en from og ædel Karakter.« »Det var dog en Skam,« sagde Candide. »Ja, hvad skal man sige,« svarede Martin. »Saadan er Folk nu en Gang her. Tænk Dem alle mulige Modsigelser og Urimeligheder, og De vil finde dem i denne løjerlige Nations Regeringsform, i dens Domstole, dens Kirker og dens Skuespil.« »Er det sandt, at man her i Paris ler af alt? « spurgte Candide. »Ja, vist er det sandt,« sagde Abbeden, »men det er en bitter Latter, thi Folk beklager sig over enhver Ting ved at skoggerle; og de ler, selv naar de begaar de grueligste Forbrydelser.« »Hvem var det tykke Svin, der sagde saa meget om det Stykke, jeg græd over, og om de Skuespillere, jeg syntes var gode?« spurgte Candide. Materiale ID: TXT.272.1.4.da Side 34 af 54 www.gratisskole.dk
Candide Navn:_____________________ Klasse:_____ »Det er en ubehagelig Fyr,« sagde Abbeden, »som lever af at tale ondt om alle Stykker og alle Bøger: han hader enhver heldig Skribent, ligesom Kastraterne hader de lykkelige Elskere. Han er et af Kulturens Kryb, der nærer sig af Edder og Forgift, en rigtig Pennelømmel.« »En Pennelømmel,« spurgte Candide, »hvad er det?« »Det er en, der skriver Spalte op og Spalte ned, en som Freron [Fransk Skribent, f. 1719, d. 1776. Var en Tid Udgiver af Tidsskriftet »L'année littéraire«, Voltaires bittre Fjende].« Saaledes talte Candide, Martin og den perigordske Abbed sammen paa Trappen, da de gik fra Teatret efter Forestillingen, medens de lod Folk passere forbi. »Skønt jeg længes meget efter at se Frøken Kunigunde igen,« sagde Candide, »skulde jeg ikke have noget imod at spise til Aften sammen med Frøken Clairon, hende synes jeg virkelig godt om.« Abbeden var ikke den Mand, der turde nærme sig Frøken Clairon, thi hun søgte kun det bedste Selskab. - »Hun er desværre optaget i Aften,« sagde han. »Men jeg vil gerne have den Fornøjelse at forestille Dem for en Dame af Stand. Hos hende vil De lære Paris at kende, som om De havde været her fire Aar.« Candide, der af Naturen var nysgerrig, lod sig føre hen hos Damen, der boede i Udkanten af Faubourg- Saint-Honore. Der blev spillet Pharao; tolv ulykkelige Spillere stod hver med sin lille Bog, hvori de opskrev den sørgelige Fortegnelse over deres Uheld. Der var dødsstille i Salen. Spillerne var ligblege, og Bankøren var nervøs. Husets Frue sad ved Siden af den ubarmhjertige Bankør og passede med sit Falkeblik paa alle de dobbelte Indsatser og de en og firs Mærker, som enhver Spiller sætter paa Hjørnerne af sine Kort. Alle falske Kort lod hun dem strengt omhyggelig, men dog høflig, glatte ud. Men hun blev slet ikke vred, da hun var bange for at miste sine Kunder. Hun blev kaldt Madame Polignac. Hendes femtenaarige Datter var blandt Spillerne og forraadte med et Blink med øjnene; naar nogen af de stakkels Fyre forsøgte at dække over eller bøde paa Skæbnens Grusomhed. Ingen rejste sig, hilste eller lagde Mærke til, at Abbeden, Candide og Martin kom ind; alle var de saa ivrigt optagne af Spillet. »Fru Baronesse v. Thunden-ten-tronck var meget høfligere,« sagde Candide. Imidlertid hviskede Abbeden Markisen noget i øret. Hun rejste sig halvt op og hilste Candide med et naadigt Smil og Martin med en højadelig Hovedbøjning. En Stol blev hentet til Candide, og han fik et Spil Kort. Han tabte i to Spil halvtredsindstyve Tusind Francs. Saa gik de til Bords under megen Lystighed, medens alle undrede sig over, at Candide ikke tog sit Tab den mindste Smule nær. Tjenerne sagde til hinanden i deres egen Jargon og med et vist Tryk paa Navneordet: »Det maa vist være en engelsk Lord.« Aftensmaaltidet forløb som de fleste andre Aftensmaaltider i Paris: først almindelig Tavshed, derefter en Snakken i Munden paa hinanden, saa man ikke kunde høre ørenlyd, dernæst spøgefulde Indfald, for Størstedelen flove og smagløse, opdigtede Nyheder, falske Betragtninger, en Smule Politik og megen Bagvaskelse. Ogsaa de nyeste Bøger blev drøftede. »Har De læst,« spurgte den perigordske Abbed, »en Roman af Hr. Dr. theol. Gauchat [Udgav en slet Bog: »Lettres sur quelques écrits de ce temps«, som skaffede ham et særdeles indbringende Embede].« »Ja,« svarede en anden af Gæsterne, »men jeg har ikke kunnet komme helt igennem den. Vi har mange taabelige Skrifter; men alle til Hobe kan de ikke maale sig med Dr. Gauchats i Taabelighed. Jeg er saa led og ked af den Mængde frygtelige Bøger, vi er ved at drukne i, at jeg har givet mig til at spille Hasard.« »Og hvad mener De om Ærkediakon Trublets »Blandinger«?« spurgte Abbeden. »Aa, det kedsommelige Menneske,« sagde Fru de Polignac. Er det ikke en latterlig Maade, hvorpaa han fortæller det, som Alverden ved saa godt. Hvor taler han ikke dybt om det, der næppe nok fortjener at antydes. Hvor dristig tilegner han, der selv er ganske uden Aand og Vid, sig ikke andres Vid. Og hvor han Materiale ID: TXT.272.1.4.da Side 35 af 54 www.gratisskole.dk
Page 1 and 2: Candide Navn:_____________________
Page 33: Candide Navn:_____________________

Candide - GratisSkole.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?