Candide - GratisSkole.dk

Candide Navn:_____________________ Klasse:_____
»Saa er der i det mindste mig,« svarede Martin, »der er ikke noget at gøre ved det, jeg kan ikke tænke
anderledes.«
»Fanden maa jo være faret i Dem,« sagde Candide.
»Ja, han blander sig saa meget i denne Verdens Anliggender,« sagde Martin, »at han lige saa godt kan
være i mig som andetsteds; jeg kan ikke nægte, at naar jeg betragter Jordkloden eller rettede denne lille
Jorddraabe, kan jeg ikke lade være at tro, at Gud har overgivet den i et ondt Væsens Hænder. Eldorado maa
jeg lade ude af Betragtning.
Jeg har aldrig set en By, der ikke ønskede sin Nabobys ødelæggelse, eller en Familie, der ikke gerne vilde
rydde en anden af Vejen. Overalt hader de svage de mægtige, som de dog kryber for; og de mægtige
behandler dem som Kvæghjorder, hvis Uld og Kød er tilfals.
En Million Mordere, fordelte i Regimenter, oversvømmer Europa fra den ene Ende til den anden og myrder
og røver med den bedste Krigstugt, blot for at tjene til det daglige Brød, som de ikke ved at erhverve paa
hæderligere Maade. I Byer, som synes at leve i den dybeste Fred, og hvor Kunst og Videnskab blomstrer,
fortæres Menneskene af større Misundelse, Bekymring og Sorg end en belejret By af Nød og Elendighed.
Indre Sorger er meget grusommere end almindelige Ulykker.
Kort sagt, jeg har set og gennemgaaet saa meget, at jeg er bleven Manikæer.«
»Men der er dog noget godt i Verden,« indvendte Candide.
»Det kan gerne være,« sagde Martin, »jeg har nu aldrig lært det at kende.«
De blev afbrudt i deres Samtale af et Kanonskud, flere fulgte paa, de lød stærkere og stærkere. Passagererne
fik deres Kikkerter frem og opdagede i en Afstand af ca. tre Mil to Skibe, der fyrede paa hinanden. Af
Vinden blev de ført saa nær hen til det franske Skib, at man med Lethed kunde overse Kampen.
Pludselig gjorde det ene af de to Skibe et saa haardt og velrettet Udfald, at det borede det andet i Sænk.
Candide og Martin kunde tydelig se, at der om Bord paa Dækket af det synkende Skib var omtrent et
Hundrede Mennesker samlet; de strakte Hænderne mod Himlen og udstødte jamrende Skrig, og i et Nu var
alt opslugt af Bølgerne.
»Ser De nu,« sagde Martin, »hvorledes Menneskene handler med hverandre? «
»Det er sikkert,« svarede Candide, »at der er noget djævelsk i denne Handling.«
Medens han talte, fik han øje paa noget ubestemmeligt rødt noget, der svømmede ved Siden af deres Skib.
Der blev sat en Baad ud for at undersøge, hvad det kunde være; det var en af Candides Væddere. Han blev
mere henrykt over at faa den Vædder igen, end han havde været bedrøvet over at miste de Hundrede, der
var fuldt bepakkede med Eldorados Diamanter.
Den franske Kaptajn saa snart, at Kaptajnen paa det Skib, som havde boret det andet i Sænk, var en Spanier,
og at det sunkne Skibs Fører var en hollandsk Sørøver; det var den samme, som havde bestjaalet Candide.
De umaadelige Rigdomme, den Skurk havde tilvendt sig, blev begravede med ham i Havet, og der blev
ikke andet tilbage end en eneste Vædder.
»Her ser De,« sagde Candide til Martin, »at Forbrydelsen undertiden faar sin Straf; den hollandske
Købmand, den Slyngel, har faaet sin velfortjente Løn.«
»Det er godt nok,« svarede Martin, »men hvorfor skulde saa alle Passagererne paa hans Skib omkomme
med det samme? Mon Gud har straffet Bedrageren, men Fanden har druknet de andre.«
Materiale ID: TXT.272.1.4.da Side 31 af 54 www.gratisskole.dk