Candide - GratisSkole.dk

More documents

Recommendations

Info

Candide Navn:_____________________ Klasse:_____ frastødende. Jeg foretrækker Tasso og Aristos Æventyr, som man kan falde i Søvn over, selv naar man staar paa sine Ben.« »Tør jeg være saa fri at spørge Dem, om De da ikke finder nogen Glæde i at læse Horsts?« spurgte Candide. »Han har Grundsætninger,« svarede Pococurante, »som Folk, der bevæger sig i Verden kan have Udbytte af, og som indprenter sig i Hukommelsen saa meget des lettere, som de er iklædte kraftige Vers; men jeg bryder mig kun lidt om hans Rejse til Brindisi og hans Beskrivelse af en daarlig Middag og hans sjoveragtige Stridigheder mellem en eller anden Pipulus, hvis Ord, som han selv siger, drypper af Materie og en anden Person, hvis Ord smagte af Eddike. Jeg har med stor Ubehag læst hans ras Vers mod gamle Kællinger og Hekse; og jeg ser ikke det fortjenstfulde i det, som han siger til sin Ven Mæcenas, at hvis han af ham bliver regnet iblandt de lyriske Digtere, vil han med løftet Pande støde mod Stjernerne. Tosserne beundre alt hos en berømt Forfatter. Jeg læser for min egen Skyld og bryder mig kun om det, jeg har Nytte af.« Candide, som fra Barnsben var vant til aldrig at have nogen som helst Mening, var højst forbavset over, hvad han fik at høre, medens Martin fandt Pococurantes Maade at tænke paa meget fornuftig. »Aa, der er jo en Cicero,« sagde Candide. »Den store Mand bliver De vist aldrig ked af at læse.« »Jeg læser ham aldrig,« svarede Venetianeren. »Hvad kommer det mig ved, om han fører en Sag for Rabirius eller Cluentius? Jeg har selv Sager nok at dømme i. Jeg havde bedre kunnet finde mig i hans filosofiske Værker, men da jeg saa, at han tvivlede paa alt, kom jeg til det Resultat, at jeg var lige saa klog som han, og at jeg ikke behøvede at lære af nogen anden for at blive dum.« »Naa, her ser jeg firsindstyve Bind af et videnskabeligt Selskabs samlede Værker,« sagde Martin. »Det kunde dog være, at der fandtes noget godt der imellem.« »Det kunde der have været,« svarede Pococurante, »hvis en eneste af Forfatterne af det Tøjeri blot havde fundet paa den Kunst at lave Knappenaale; men i alle disse Bøger er der kun resultatløse Systemer og ikke en eneste nyttig Ting.« »Det var dog en stor Mængde Skuespil her staar,« sagde Candide, »baade franske, spanske og italienske.« »Ja,« svarede Senatoren, »der er tre Tusinde, men ikke tre Dusin af dem er gode. Og hvad angaar disse Samlinger af Prædikener, der alle tilsammen ikke er saa meget værd som en Side af Seneca, eller disse tykke teologiske Værker, saa kan De nok tænke Dem, at hverken jeg eller nogen anden nogen Sinde læser dem.« Martin fik øje paa nogle Reoler, der var fyldte med engelske Bøger. »Jeg antager,« sagde han, »at en Republikaner maa have Fornøjelse af disse Værker, der er saa frit skrevne.« »Ja,« svarede Pococurante, »det er rigtigt at skrive, hvad man mener; det er en Forrettighed, Mennesket har. Her i Italien skriver man kun det, man ikke mener; de Mennesker, der nu bebor Cæsars og Antonius Fædreland, tør ikke ytre en Mening, som ikke er tilladt af Dominikanerne. Jeg vilde være veltilfreds med den Frihed, som begejstrer de engelske Genier, hvis ikke Lidenskabelighed og Partiskhed ødelagde alt det, der er værd at agte bag al den herlige Frihed.« Candide opdagede en Milton og spurgte, om han ikke regnede den Mand for en Forfatter. »Hvem?« spurgte Pococurante. »Den Barbar, der har skrevet en vidtløftig Kommentar paa ti Bind drøje Vers til første Kapitel af Genesis? Den Grækernes plumpe Efteraber, som har mishandlet Skabelseshistorien, og som, naar Moses skildrer den Almægtige, der skaber Verden ved sit Ord, lader Messias tage et stort Kompas ud af et Skib i Himlen, for at gøre Udkast til sit Værk? Jeg skulde have Respekt for en Mand, der har ødelagt Tassos Helvede; der snart lader Lucifer optræde som Skrubtusse, snart som Dværg; der lader ham tærpe I samme Tale hundrede Gange; der lader ham drøfte teologiske Æmner; der for ramme Alvor efteraber Ariosts komiske Opfindelse af Skydevaaben og lader Djævlen skyde med Kanoner mod Materiale ID: TXT.272.1.4.da Side 44 af 54 www.gratisskole.dk
Candide Navn:_____________________ Klasse:_____ Himlen? Nej, hverken jeg eller noget andet Menneske i Italien har kunnet finde Fornøjelse i disse sørgelige Udskejelser. Syndens Ægteskab med Døden og de Snoge, som Fru Synd føder til Verden, kan faa ethvert Menneske med en Smule fin Smag til at brække sig, og hans lange Beskrivelse af et Hospital kan kun more en Graverkarl. Kort, dette uklare, fantastiske Digterværk blev allerede fordømt ved sin Tilblivelse; jeg behandler det kun nu, saaledes som det i hans Fædreland blev behandlet af hans samtidige. Forøvrigt siger jeg altid min Mening og bryder mig meget lidt om, hvorvidt andre tænker som jeg.« Candide var meget bekymret over denne Samtale. Han havde stor Ærbødighed for Homer og havde en lille Faible for Milton. »Ak,« hviskede han sagte til Martin. »Jeg er meget bange for, at den Mand nærer en dyb Foragt for vore tyske Digtere.« »Ja, det var der da ingen Ulykke i,« svarede Martin. »Det er rigtignok en stor Mand,« mumlede Candide for sig selv, »han maa være et stort Geni, denne Pococurante; intet er ham tilpas.« Da de nu havde beset alle Bøgerne, gik de ned i Haven. Candide roste den, fordi den var saa smuk. »Jeg kender ikke noget mere smagløst,« sagde dens Ejer; her i Landet er Haverne det rene Drengeværk. Men allerede i Morgen begynder jeg paa at lade anlægge en, der er i en meget smukkere Stil.« Da de to Nysgerrige havde taget Afsked med Eksellencen, sagde Candide til Martin: »Nu maa De da indrømme mig, at den Mand maa være det lykkeligste Menneske under Solen, og han er højt hævet over alt det, han ejer.« »Men kan De da ikke se,« sagde Martin, »at han er led ved det altsammen? Allerede Platon har sagt, at det er ikke de bedste Maver, som kaster alt det op, de har faaet i sig.« »Men er det da ikke en Fornøjelse at kritisere alt, at finde Fejl der, hvor andre mener at se Skønheder?« »Det vil sige finde Fornøjelse i ingen Fornøjelse at finde.« »Naa ja,« sagde Candide, »saa er vel til syvende og sidst ingen anden lykkelig end jeg, naar jeg finder Frøken Kunigunde.« »Haabet beskæmmer ingen,« svarede Martin. Imidlertid gik Dag efter Dag, Uge efter Uge, og der kom bestandig ingen Cacambo. Candide var saa fordybet i sin Sorg, at han ikke skænkede det en Tanke, at Paquette og Broder Giroflee ikke engang var kommen igen for at takke ham. Seks og tyvende kapitel En Aften, da Candide vilde til at gaa til Bords sammen med Martin og de andre Gæster i Værtshuset, listede en Mand med et kulsort Ansigt sig bagfra hen til ham, greb ham i Armen og hviskede: »Hold Dem rede til at rejse med os. Og glem det nu ikke.« Han vendte sig nu om og saa Cacambo. Kun Synet af Kunigunde kunde have glædet og forbavset ham mere. Han var ude af sig selv af Henrykkelse; han omfavnede og kyssede sin kære Ven. »Kunigunde er her, er hun ikke? Hvor er hun? Bring mig hen til hende, for at jeg kan dø af Glæde i hendes Arme.« »Kunigunde er ikke her,« svarede Cacambo, »hun er i Konstantinopel.« Materiale ID: TXT.272.1.4.da Side 45 af 54 www.gratisskole.dk
Page 1 and 2: Candide Navn:_____________________
Page 43: Candide Navn:_____________________

Candide - GratisSkole.dk

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?