Candide - GratisSkole.dk

Candide Navn:_____________________ Klasse:_____
Verden ikke er en Smule mere værd end den anden; hvis jeg maa raade, saa lad os vende tilbage til Europa
saa snart som muligt.«
»Men hvordan kan vi komme tilbage,« svarede Candide, »og hvor skal vi i det hele taget hen? Rejse tilbage
til mit Fædreland tør jeg ikke. Der dræber Bulgarer og Abarer alle levende Væsner, tager jeg til Portugal,
bliver jeg brændt, og bliver vi her i Landet, er vi hvert øjeblik udsat for at blive sat paa Spid. Men paa den
anden Side, hvor kan jeg bestemme mig til at forlade den Del af Verden, hvor Frøken Kunigunde opholder
sig?«
»Lad os begive os til Cayenne,« sagde Cacambo, »der træffer vi Franskmænd; de rejser jo hele Verden
rundt, og de kan hjælpe os. Gud vil maaske tilsidst forbarme sig over os.«
Det var jo ikke saadan ganske ud ad Landevejen at komme til Cayenne. De vidste nok omtrent, til hvilken
Side de skulde gaa; men Bjerge, Floder, Afgrunde, vilde Folk og Røvere lagde sig overalt i Vejen for dem
som skrækkelige Hindringer. Deres Heste var ved at segne af Træthed, deres Proviant var fortæret, en hel
Maaned maatte de ernære sig af vildtvoksende Frugter. Tilsidst naaede de til en lille Flod, hvor der voksede
Kokospalmer, hvis Frugter gav dem Livet og Modet tilbage.
Cacambo, der var en ligesaa forstandig Raadgiver som Kællingen i Lissabon, sagde til Candide: »Vi kan
ikke rejse videre, vi har allerede gaaet langt nok. Paa Flodbredden ligger der en tom Kano, lad os fylde den
med Kokosnødder og give os det lille Fartøj i Vold. Lad os drive med Strømmen, en Flod løber altid forbi
et beboet Sted. Finder vi ikke noget godt, oplever vi i det mindste noget nyt. Og lad os stole paa Forsynet.«
»Ja, lad os det,« sagde Candide.
Et Par Mil drev de af Sted. Bredden var snart blomsterfrodig, snart gold, undertiden flad, undertiden stejl.
Floden blev bestandig bredere, tilsidst næsten forsvandt den under en Hvælving af mægtige Klipper, hvis
Toppe næsten naaede Himlen. De to Rejsende var dristige nok til at give sig Strømmen under denne
Hvælving i Vold; Floden, som nu blev smallere, rev dem lynsnart med under tordenlignende Larm.
Først efter fire og tyve Timers Forløb saa de igen Dagens Lys. Straks efter blev deres Kano sønderslaaet
paa Skærene. En hel Mil maatte de slæbe sig frem fra Klippe til Klippe, indtil de til sidst fik Udsigten fri
og saa en umaadelig Horizont, der var begrænset af uoverstigelige Bjerge.
Markerne var anvendt saavel i det nyttiges som i det behageliges Tjeneste, Vejene var fyldt eller snarere
smykket med glinsende og kostbart udstyrede Vogne, som blev trukket af store, røde Væddere, der var
hurtigere end de bedste andalusiske, tetuanske eller meksikanske Heste. Ualmindelig smukke Mænd og
Kvinder sad i de straalende Køretøjer.
»Det er et andet Land end Westfalen,« sagde Candide. Han og Cacambo kravlede ned ad Klipperne og gik
ind i den første Landsby, de kom til. Nogle Børn, hvis pjaltede Trøjer var af Guldbrokade, kastede til Maals
lige uden for Byen; de to Mænd kunde ikke se sig mætte paa dem. Stenene, de kastede med, var temmelig
store og runde og straalede i røde, gule og grønne Farver. Candide og Cacambo fik Lyst til at tage nogle
op; og se, det var Guld og Smaragder og Rubiner, saa store, at de mindste af dem vilde have været den
største Pryd for Stormogulens Trone.
»De Børn, som leger der,« sagde Cacambo, »er sikkert Sønner af Landets Konge.«
I det samme kom Landsbyens Skolelærer for at kalde dem til Skole.
»Se paa ham, det er naturligvis den kongelige Families Hovmester,« sagde Candide.
De smaa, pjaltede Unger holdt straks op med deres Leg og lod Stenene og alt, hvad de havde leget med,
blive liggende. Candide samlede det omhyggeligt sammen, løb efter Skolelæreren, overrakte ham det
ærbødigt og lod ham ved Tegn forstaa, at deres kongelige Højheder havde glemt deres Guld og Ædelstene.
Materiale ID: TXT.272.1.4.da Side 23 af 54 www.gratisskole.dk