Candide - GratisSkole.dk

Candide Navn:_____________________ Klasse:_____
Pangloss trak ham til Side.
»Min Ven,« sagde han, »De gør Uret, De forser Dem mod den almene Fornuft, De anvender Deres Tid slet.«
»Jeg er min Sæl og Salighed Matros og født i Batavia,« svarede den anden, »de fire Gange, jeg har rejst til
Japan, har jeg hver Gang trampet paa Korset. Kom blot ikke til mig med dit Vrøvl om den almene Fornuft!«
Nogle Sten var styrtet ned og havde saaret Candide; han var falden om paa Gaden og laa dækket af Jord og
Sten. Han bad Pangloss: »Skaf mig lidt Vin og Olie; jeg ligger her og er ved at dø.«
»Dette Jordskælv er ikke noget nyt,« svarede Pangloss. »Forrige Aar led Byen Lima i Amerika den
samme Skæbne; samme Aarsager har samme Virkninger; der maa ganske sikkert være en underjordisk
Svovlstrækning mellem Lima og Lissabon.«
»Intet er mere rimeligt,« sagde Candide; »men skaf mig nu for Guds Skyld lidt Olie og Vin.«
»Rimeligt, siger du!« vedblev Filosofen. »Jeg maa bestemt hævde, at Sagen er bevist.«
Nu faldt Candide i Afmagt, og Pangloss bragte ham lidt Vand fra en Kilde i Nærheden.
Da de næste Dag krøb gennem Ruinerne af nogle Bygninger, fandt de Levnedsmidler, og det bragte dem
en Smule til Kræfter igen. Saa gav de sig sammen med en Del andre til at hjælpe de Indbyggere, der med
Nød og næppe var undslupne Døden.
Nogle af de Folk, som de havde bragt Hjælp, gav dem et saa godt Maaltid, som kunde skaffes her i Ulykken
og Forvirringen. Men det var alligevel et sørgeligt Maaltid. Gæsterne vædede Brødet med deres Taarer.
Pangloss trøstede dem med, at saaledes maatte det nu engang være. »Ti,« sagde han, »alt her i Verden er
paa det bedste; naar der er en underjordisk Brand i Lissabon, kan den ikke være noget andet Sted, thi det er
umuligt, at den samme Ting paa samme Tid kan være mere end et Sted, saasom alt er saare godt.«
En lille Herre i sort Frakke, som var en af Inkvisitionens Betjente og som sad ved Siden af ham, tog høflig
Ordet og sagde: »Herren tror bestemt ikke paa Arvesynden, thi hvis alt er paa det bedste, kan der jo hverken
være Syndefald eller Straf.«
»Deres Højærværdighed maa tilgive mig,« svarede Pangloss endnu høfligere. »Jeg tror paa begge Dele, thi
Menneskets Syndefald og Forbandelsen maa nødvendigvis trænge ind i den bedste af alle mulige Verdener.«
»Herren tror altsaa ikke paa den fri Vilje!«
»Deres Højvelbaarenhed maa meget undskylde,« sagde Pangloss. »Den fri Vilje kan jo godt forliges med
den absolute Nødvendighed, thi det er nødvendigt, at vi har den fri Vilje; den forudbestemte Vilje ...«
Pangloss var midt i sin Udvikling, da Betjenten gjorde Tegn med Hovedet til sin Tjener, der var ved at
skænke ham et Glas Portvin.
Sjette kapitel
Da Jordskælvet havde ødelagt Totrediedelen af Lissabon, havde Landets kloge Hoveder ikke kunnet finde
noget sikrere Middel til at forebygge total ødelæggelse, end at holde en her. lig Auto-da-fe for Folket;
Universitetet i Coimbra erklærede med Bestemthed, at nogle Mennesker, som blev ristede ved en langsom
Ild, og under stor Højtidelighed, vilde været et ufejlbarligt Middel mod Jordskælv.
Som Følge deraf blev en Biskayer, der var bleven overbevist om at have giftet sig med sin Gudmoder, og to
Portugisere, der havde skaaret Spækket ud af en Høne, før de spiste den, arresterede. Og da nu Maaltidet var
endt, blev Pangloss og Candide hentede, den første, fordi han havde snakket, den anden, fordi han havde
hørt efter med en bifaldende Mine. De blev hver for sig ført til Kamre, hvor Solen aldrig kunde genere
Materiale ID: TXT.272.1.4.da Side 7 af 54 www.gratisskole.dk