Candide - GratisSkole.dk

Candide Navn:_____________________ Klasse:_____
fordrukne, gerrige, ærgerrige, blodtørstige, bagtaleriske, udsvævende, sværmeriske, hykleriske og
taabelige?«
»Tror De,« spurgte Martin, »at Høgene altid har ædt Duer, naar de har kunnet fange dem?«
»Naturligvis,« sagde Candide.
»Men naar nu Høgene bestandig har haft den samme Karakter, hvorfor tror De saa, at Menneskene skulde
have forandret deres?«
»Aa,« sagde Candide, »der er da en Pokkers Forskel; den frie Vilje ...«
Under denne Samtale landede de i Bordeaux.
To og tyvende kapitel
Candide opholdt sig kun saa lang Tid i Bordeaux, som han behøvede for at faa nogle Stene fra Eldorado
solgte og for at faa skaffet sig en bekvem tosædet Vogn; thi han kunde nu slet ikke undvære sin kære Filosof
Martin. Kun var han bedrøvet over at skulle skilles fra sin Vædder; han overlod den til Videnskabernes
Selskab i Bordeaux; det udsatte som det Aars Prisopgave at udfinde Grunden til, at denne Vædders Uld var
rød. Prisen blev tilkendt en lærd fra den nordlige Del af Landet, som ved A+B-C=Z beviste, at den Vædder
maatte være bestemt til at være rød og dø af Faarekopper.
Det traf sig saaledes, at alle de rejsende, Candide mødte paa Vejen i Kroerne, sagde til ham: »Vi skal til
Paris.«
Dette enstemmige Raab drog tilsidst ogsaa ham mod Hovedstaden; det var jo desuden ingen stor Omvej
til Venedig.
Han kom ind i Byen, gennem Forstaden St. Marcus, og troede, at han var i den skidneste Landsby i
Westfalen. Næppe havde han fundet sig et Værtshus, før han blev angreben af en let Upasselighed, som
skyldtes Rejsens Besværligheder. Da han havde en stor Diamant paa Fingeren, og da der mellem hans Tøj
var blevet set et umaadeligt tungt Skrin, blev han snart belemret med to Læger, som han ikke havde sendt
Bud efter, med forskellige fortrolige Venner, der ikke veg fra hans Side, og med to fromme Søstre, der
varmede Suppe til ham.
»Jeg husker nok, at jeg ogsaa var syg, da jeg første Gang kom til Paris,« sagde Martin. »Jeg havde ingen
Penge og derfor heller ingen Venner, fromme Søstre eller Læger, men jeg kom mig alligevel.«
Imidlertid blev Candide snart syg for Alvor som Følge af de mange Lægemidler og Aareladninger. En
gejstlig der fra Kvarteret kom høfligst og bad ham betale et Pas til den anden Verden. Det vilde Candide
ikke, men de fromme Søstre forsikrede ham, at det var efter sidste Mode. Candide svarede, at han brød sig
Pokker om Moden. Martin vilde kaste den gejstlige ud af Vinduet. Munken svor paa, at Candide ikke skulde
blive begravet. Martin svor paa, at han nok skulde begrave Munken, hvis han blev ved at plage dem.
Striden blev heftigere. Martin tog Præsten i Skuldrene og smed ham ud. Dette gav Anledning til stor
Forargelse og førte til en Verbal-Proces.
Candide blev snart rask igen; medens han var ved at komme sig, havde han bestandig en Flok gode Venner
om sig, som spiste til Aften med ham. Der blev ogsaa spillet meget højt. Candide undrede sig bestandig
over, at han aldrig fik nogle Esser, men Martin blev slet ikke forundret.
Iblandt dem, der paa Byens Vegne gjorde ham sin Opvartning, var en lille Abbed fra Perigord, et af disse
ivrige, vevre, altid tjenstvillige, frækt smigrende, sledske Mennesker, der kaprer fremmede, som rejser
gennem Byen, sætter dem ind i den nyeste Bysladder og tilbyder dem Fornøjelser efter enhvers Pung. Først
førte han Candide og Martin i Teatret. Der blev opført en ny Tragedie. Candide havde faaet Plads mellem
Materiale ID: TXT.272.1.4.da Side 33 af 54 www.gratisskole.dk