Candide - GratisSkole.dk

Candide Navn:_____________________ Klasse:_____
mærkeligt nok kun udsmykket med Rubiner og Smaragder; men den Maade, hvorpaa alt var ordnet, bødede
paa den yderlige Tarvelighed.
Den gamle nødte de to Fremmede til at tage Plads paa en Sofa, der var udpolstret med Kolibrifjer, og bød
dem Drikkevarer af Diamantskaale; derefter tilfredsstillede han deres Nysgerrighed ved at fortælle:
»Jeg er hundrede og to og halvfjerdsindstyve Aar gammel, og jeg har hørt af min salig Fader, som var
kongelig Staldmester, om de frygtelige Revolutioner, han har oplevet i Peru. Det Land, vi lever i, er
Inkaernes gamle Rige, som de var saa dumme at forlade for at erobre en anden Del af Verden, hvor de til
sidst blev ødelagte af Spanierne.
De Fyrster af deres Stamme, som blev tilbage i Fædrelandet, var klogere; de gav med Folkets Bifald den
Lov, at ingen af Landets Indbyggere nogen Sinde maatte forlade vort lille Kongerige, og det er det, der
har bevaret vor Uskyldighed og vor Lykke. Spanierne har haft en svag Anelse om vort Lands Eksistens, de
kalder det Eldorado, og en Englænder, som hed Ridder Raleigh, var for hundrede Aar siden ikke langt fra
at finde herud. Men da vi, er omgivne af uoverstigelige Klipper og bundløse Afgrunde, har vi hidtil været
beskyttede mod de europæiske Nationers Rovbegærlighed; de er ganske tossede efter vort Lands Stene og
Skarn, og de vilde saamænd slaa os ihjel til sidste Mand for at faa Fingre i disse Ting.«
De talte længe sammen; om Regeringsformen, om Sæder og Skikke, om Kvinderne, om de offentlige
Skuespil og om Kunst. Tilsidst bad Candide, der altid havde fundet mest Smag i Metafysikken, Cacambo
om at spørge, om de havde nogen Religion der i Landet.
Den gamle rødmede let.
»Hvor kan De tvivle om det?« sagde han. »Tror De da, vi er utaknemlige?«
Cacambo spurgte ærbødigt, hvilken Religion de havde i Eldorado.
Den gamle rødmede endnu mere.
»Gives der da mere end en Religion?« spurgte han. »Jeg tænker, vi har den samme Religion som hele den
øvrige Verden: vi tilbeder Gud fra Morgen til Aften.«
»I tilbeder altsaa kun en Gud,« sagde Cacambo, der bestandig maatte tjene som Tolk for Candides nysgerrige
Tvivl.
»Rimeligvis,« sagde den gamle, »da der hverken findes to, tre eller fire Guder. Jeg maa tilstaa, at Folk fra
den anden Verden kommer med besynderlige Spørgsmaal.«
Candide blev ved at overvælde den gamle med Spørgsmaal; han vilde gerne vide, hvorledes de bad til Gud
i Eldorado.
»Vi beder slet ikke Gud om noget,« sagde den gode og ærværdige gamle. »Vi har intet at bede ham om;
han har givet os alt, hvad vi behøver; men vi takker ham bestandig.«
Candide blev nysgerrig efter at se deres Præster. Han lod Cacambo spørge, hvor de var.
Den gamle Herre smilede. »Vi er alle sammen Præster, kære Venner; Kongen og hver eneste Familiefader
synger hver Morgen Lovsange til Guds Pris og fem-seks tusind Musikinstrumenter ledsager deres
Morgenbønner.«
»I har altsaa ingen Munke, som underviser, som kives og trættes, som er herskesyge og som lader Folk
brænde, hvis de ikke er af deres Mening?«
»Saa maatte vi da være nogle store Tosser,« sagde den gamle, »her har vi alle den samme Mening, og jeg
forstaar ikke, hvad I mener med Eders Munke.«
Materiale ID: TXT.272.1.4.da Side 25 af 54 www.gratisskole.dk