Candide - GratisSkole.dk

Candide Navn:_____________________ Klasse:_____
forbavset og forvirret med taareblændede øjne paa Candide. Saa snart hun var kommet inden for Døren i
Candides Værelse, sagde hun
»Men Hr. Candide! Kender De ikke mere Paquette?«
Candide havde til dette øjeblik ikke lagt Mærke til hende, fordi han altid kun var optaget af Kunigunde,
men nu sagde han:
»Mit stakkels Barn; er det virkelig Dem, som har bragt Dr. Pangloss i den smukke Tilstand, jeg har set
ham i?«
»Ak ja, Hr. Candide,« sagde Paquette, »det er mig i egen Person. Jeg ser nok, De ved Besked om alt. Jeg
har ogsaa hørt om de skrækkelige Ulykker, der kom over Fru Baronessens hele Hus og den smukke Frøken
Kunigunde. Men jeg kan gøre Dem min Ed paa, at min Skæbne næppe har været mindre sørgelig. Den Gang
De lærte mig at kende, var jeg endnu ganske uskyldig. Min Skriftefader, en Franciskanermunk, havde ikke
stor Vanskelighed ved at forføre mig. Følgerne deraf var forfærdelige. Jeg maatte forlade Slottet kort Tid
efter, at Hr. Baronen havde jaget Dem ud i den vide Verden med haarde Spark bag i. Hvis ikke en berømt
Læge havde forbarmet sig over mig, havde jeg nu været død. Af Taknemlighed var jeg en Tid Lægens
Elskerinde. Hans Kone var vanvittig skinsyg og bankede mig ubarmhjertig hver Dag; hun var en ren Furie.
Lægen var det hæsligste Menneske af Verden og den ulykkeligste af alle Skabninger, fordi jeg Dag ud og
Dag ind blev banket for en Mands Skyld, jeg ikke brød mig det mindste om. De ved nok, hvor farligt det er
for en arrig Kvinde at være gift med en Læge. Og den Læge, jeg taler om, blev af sin Kones Opførsel drevet
saa vidt, at han en Dag, da hun var forkølet, gav hende et saa virksomt Lægemiddel, at hun paa to Timer
døde under de frygteligste Krampetrækninger. Hendes Familie anlagde Sag imod Manden; han tog Flugten
og blev sat i Fængsel. Min Uskyldighed vilde ikke have nyttet mig, hvis jeg ikke havde set en Smule godt
ud. Dommeren frikendte mig paa den Betingelse, at han blev Lægens Efterfølger. Snart blev jeg fortrængt af
en Medbejlerske og jaget bort med Utak. Bestandig blev jeg nødt til at fortsætte den modbydelige Levevej,
der forekommer jer Mænd saa behagelig, men som for os kun er den bundløse Elendighed. Jeg tog til
Venedig for at øve mit Haandværk. Ak, Hr. Candide, gid De blot kunde forestille Dem, hvad det vil sige
at være tvungen til uden Forskel at kærtegne snart en gammel Købmand, snart en Advokat, en Munk, en
Gondolfører eller en Abbed; at være udsat for enhver Forhaanelse, enhver Mishandling. Undertiden er man
bragt til en saadan Yderlighed, at man maa leje et Skørt for at et eller andet væmmeligt Mandfolk skal faa
Lyst til at kigge under det. Den Smule, man har tjent hos den ene, bliver stjaalet af de andre. Retsbetjentene
forlanger stadig flere og flere Penge, og den eneste Fremtid, vi har at gaa i Møde, er en græsselig Alderdom,
et Hospital og en Rakkerkule. Og nu kan De nok slutte Dem til, at jeg er en af de ulykkeligste Skabninger,
der kan gaa paa Jorden.«
Saaledes aabnede Paquette sit Hjerte for Candide. Martin, der havde været til Stede under Samtalen, sagde
til ham:
»De ser, jeg har allerede halvt vundet Væddemaalet.«
Broder Giroflee var blevet i Spisesalen og sad og drak et Glas Vin inden Middagen.
»Men De saa saa glad og tilfreds ud, da jeg traf Dem,« sagde Candide til Paquette. »De sang og kærtegnede
Theatine. ren paa en saa venlig og naturlig Maade, at jeg derfor troede, at De var lige saa lykkelig, som
De nu siger, De er ulykkelig.«
»Ak, kære Herre,« sagde Paquette, »det er en af de største Ulykker ved mit Haandværk. I Gaar blev jeg
pryglet og plyndret af en Officer, og i Dag maa jeg lade, som jeg er rigtig fornøjet for at behage en Munk.«
Candide havde hørt nok. Han indrømmede, at Martin havde Ret.
De gik nu til Bords med Paquette og Theatineren; ved Bordet havde de det meget fornøjeligt og begyndte
tilsidst at tale aabenhjertigt med hverandre.
Materiale ID: TXT.272.1.4.da Side 41 af 54 www.gratisskole.dk