Specialet kan downloades som PDF her

5.3 Refleksion i ledelsesrummet
Idet vidensbegrebet i en postmoderne epistemologi altid skal ses som et anliggende i
relation til den kontekst den er produceret i, fordrer den samtidig, at teoretiske begreber
ikke har nogen universel udsigelseskraft. Polkinghorne beskriver i artiklen A Postmodern
Epistemology of Practice (2004), at der indenfor den psykologiske videnskab foregår en
bevægelse hen imod en større rettethed mod praksis, idet de fleste psykologer i deres
arbejde fra midten af århundredet og fremefter i meget lille grad anvendte den teoretiske
forskning fra universiteterne, men i stedet tog udgangspunkt i praktiske erfaringer, samtaler
med kolleger og case-eksempler (Polkinghorne, 2004:182ff). Denne tilegnelsesproces
medførte en højere grad af sensitivitet overfor de enkelte situationer, og medfører for
Polkinghorne en bestræbelse om at rykke videnskaben længere ud i praksis og tilføre
praktikerne nogle refleksive redskaber, de kan bruge til at selektere i, hvilken lære, der kan
drages af den enkelte situation. Han foreslår således begreberne reflection-in-the-action og
reflection-on-action som de forudsætninger, hvormed praktikeren kan forholde sit
teoretiske bagland til den unikke situation.
Det medfører fra et praksis-perspektiv, at begreberne i højere grad forstås som metaforer,
der ikke er forpligtet teoretisk. Selvom der er tale om en anden type faglighed på
lederuddannelsen, kan det eklektiske videnssyn og den praksisrettethed, uddannelsen
tilslutter sig, siges at indgå i en lignende bestræbelse. Dels bliver ledere på uddannelsen
introduceret til perspektiver, de kan forfølge, hvormed de ikke tilføres nogen særstatus, der
skal ophøjes til en normativ sandhed – ideelt set. Samtidig skal perspektiverne forholdes til
en praksis, hvormed de tages ind i en ny kontekst, der giver dem en ny værdi.
Vi argumenterer for, at selve skiftet fra lederuddannelse til daginstitutionens praksis fordrer,
at lederne formår at omsætte de forskellige opskrifter til praksis. Lederen skal skabe mening
i lokale komplicerede situationer, hvor det er nødvendigt at inddrage mange forskellige
variables diskursive betydninger i forhold til at finde mulige løsninger. Ledelse kan ikke
legitimeres med en henvisning til lederens strukturelle position. Mening bliver at definere de
lokale ’sandheder’, og lederens identitet som den gode leder skal forhandles i
ledelsesrummet. Ledelse på det personlige plan bliver at skabe en tilfredsstillende
ledelsesidentitet, hvorfra lederen kan positionere sig. Denne øgede kompleksitet i
organisationen fordrer, at lederen formår at reflektere.
119