Specialet kan downloades som PDF her

videnskabssyn, der betragtede viden som upersonlige fakta og antog, at mennesker betragter
verden udefra (Guvå og Hylander 2003:30, Lübcke (red.) 1983:334). Pragmatismen afviser
tilgængeligheden af absolut viden, og fremhæver, at de begreber og teorier, man benytter, er
konventionsbetingede redskaber, der skal kunne erstattes af nye efter behov (Lübcke (red.)
1983:351).
Den symbolske interaktionisme opstod inden for socialvidenskaben på baggrund af disse
ideer, og hævdede med G. H. Mead og Herbert Blumer i spidsen, at menneskers handlinger
kan forstås ud fra den betydning forskellige genstande eller fænomener har for dem.
Meningstilskrivelsen opstår i den sociale interaktion og tolkes og forandres i det enkelte
individ gennem dette møde (Guvå og Hylander 2003:31). Den symbolske interaktionisme
blev imidlertid gjort til genstand for forskellige tolkninger i løbet af det brud, der skete med
modernismen og positivismen.
Adele Clarke begrunder i Situational Analysis et skift (turn) mod en ’evolved’ grounded
theory, der er funderet i postmodernismen og socialkonstruktionistisk tænkning. Hun
tilslutter sig, at kernen i postmodernismen er en tvivl på og mistænksomhed overfor enhver
teori der hævder at være ’sand’, uden at det behøver at medføre afstandtagen fra
konventionelle metoder til at opnå viden; dens styrke er dens fortløbende mistænksomhed
overfor og refleksioner over viden og videnskabelige metoder (Clarke, 2005:xxvi). De
epistemologiske (og ontologiske) konsekvenser er vidtrækkende, idet viden bliver situeret.
Universaliserbarhed bliver umulig idet vidensproduktion altid kan fastlægges historisk og
geografisk (Clarke, 2005:xxv). Spændingsfeltet for, hvor radikalt og bogstaveligt dette skift
skal forstås, er temmelig bredt. Spørgsmålet er, i hvilket omfang den epistemologiske
usikkerhed medfører ontologisk usikkerhed. I den hårdeste kritik af postmodernismen og
socialkonstruktionismen hævdes en uundgåelig nihilisme som logisk følge (Clarke
2005:xxv). Hvis ikke viden er universaliserbar, er det ikke viden. Men selvom man har åbnet
Pandoras æske er det ikke grund til at give op. ”… we need to address that darkness and proceed
in the face of it” (Clarke 2005: xxvi). Det giver ikke mening at benægte de resultater, man kan
frembringe med viden, og den ontologiske usikkerhed er derfor ikke en nødvendighed. Det
er altså den ontologiske del af konstruktivismen, der klinger hult, mens den epistemologiske
med sit situerede videnssyn stadig angiver frigørende og teoriudviklende potentialer i
forhold til mere fastlåste positivistiske anskuelser.
18