Hvad hånden former er åndens spor - dansk sløjdlærerskole

var der nogle få der havde fået interesse for faget og taget det op, inden for de sidste år,
bl.a. Bent Vinkler. Jeg blev ”inviteret” med på det første kursus han holdt på Vissinggård
ved Brædstrup. Et sted der siden hen har udviklet sig til international flette og
kursusejendom.
Jeg tog på mange kurser. Jeg iagttog hvordan Bent gjorde, prøvede selv, tog hjem og
forsøgte igen. Der var ikke nogen bøger om emnet på det tidspunkt, så jeg øvede på det
jeg kunne igen og igen og så købte jeg billige kurve fra østen og pillede dem fra hinanden
for at se hvordan de var lavet. Ved næste kursus tog jeg nogle af de kurve jeg havde flettet
med til snak, kritik og diskussion om hvordan fletteriet kunne gøres bedre, smukkere og
mere brugsvenligt. Meget tidligt i forløbet fandt jeg sammen med andre fletteinteresserede.
Vi mødtes en gang om ugen de første år, hvor vi flettede sammen eller var på udkik efter
nye materialer. Vi rejste til udlandet og deltog i kurser på sprog vi ikke forstod, men hvor vi
kunne iagttage og imitere. Læringsmønsteret var en slags mesterlære som tidligere
beskrevet (s.16), hvor mesterlærens elementer gradvist kom med. Jean Lave og Etienne
Wegners definition af situeret læring passer med hvad der skete de år: Vi lærte gennem
handling ved legitim, perifer deltagelse og tilegnede os færdigheder, viden og værdier i
praksisfællesskaber. Undervejs tilegnede vi os faglig identitet (Lave &Wenger.2003).
Vi imiterede mesteren eller den der nu kunne mere og vi evaluerede gennem praksis. Vi
vidste bare ikke at det var det der skete. Jeg havde en iboende nysgerrighed der gjorde at
jeg gradvist begyndte at se verden omkring mig i nyt lys. Jeg blev mere opmærksom. Det
startede med at jeg så kurve alle mulige steder; kurve som jeg måtte røre ved for at ”se”
rigtigt på dem, for at mærke og føle og se hvordan de var lavet. Pludselig var der kurve og
fletværk overalt selv i en gammel cowboyfilm, jeg så sammen med familien lørdag aften.
Siden blev opmærksomheden også rettet mod andre materialer, samlinger og naturens
egne fletterier. Det er en ganske naturlig udvikling som stadig er i gang. Jo mere man
lærer om et område, jo mere interessant bliver det, og jo mere nysgerrig og opmærksom
bliver man. Jeg havde dengang som i dag et stort behov for at prøve nyt, udforske
materialet og lære mere.
Men hvordan skete den videnstilegnelse? Det er alment kendt at ”øvelse gør mester”, men
hvad sker der og hvordan? Det har jeg tænkt en del over mens jeg sad og flettede.
Hubert og Stuart Dreyfus har forsket i hvordan mennesker tilegner sig æstetisk-praktisk
kompetence/viden. De mener, at mennesker tilegner sig viden enten teoretisk, som kan
18