de danske landanlæg

Ifølge gængs økonomisk teori er der ligeledes en positiv sammenhæng mellem den langsigtede
økonomiske vækst og realrenten. I særlige tilfælde kan de to størrelser endda forventes at være
proportionale.
Generelt kan det ofte være svært at efterprøve teoretiske sammenhænge i praksis. Omvendt kan
der opnås en vis indsigt ved at betragte historiske empiriske forhold.
Ud fra empirien synes således også mere kortsigtede konjunkturbevægelser at have en vis indflydelse
på det reale renteniveau. I perioder med høj vækst stiger efterspørgslen efter kapital til investeringsformål,
mens opsparingen typisk stiger langsommere. Det betyder, at prisen på kapital i
form af realrenten typisk stiger i højkonjunkturer og tilsvarende falder i lavkonjunkturperioder.
En anden væsentlig empirisk faktor er ændringer i inflationen og især forventningerne hertil. I en
perfekt verden med fuldkommen information vil rente og inflation ændre sig i takt med hinanden,
således at realrenten tilpasses udbud og efterspørgsel af kapital. I virkelighedens verden spiller ikke
mindst forventningerne til inflationen en betydelig rolle. Hvis der således er udbredte forventninger
til en øget inflation, vil renten blive presset op for at investorerne kan opnå det samme (forventede)
reale afkast som tidligere. Da inflationsforventningerne som udgangspunkt kommer før den
faktiske inflationsstigning, vil der i sådanne tilfælde ofte kunne konstateres en midlertidig stigning i
den faktiske realrente.
Et tredje forhold, der er beslægtet med ovenstående, er inflationsniveauet. Umiddelbart kan realrenten
godt tænkes at være den samme ved både høje og lave inflationsniveauer, idet der blot
kræves en tilpasning af den nominelle rente. I praksis vil en høj inflation imidlertid ofte være forbundet
med stor usikkerhed om den fremtidige inflation, og dermed usikkerhed om, hvilken nominel
rente, der er nødvendig for at sikre en given realrente. I den situation vil investorerne kræve en
vis risikopræmie for at investere i rentebærende fordringer frem for realkapital, hvilket vil betyde en
højere realrente.
Som en fjerde faktor skal nævnes den økonomiske politik i de toneangivende lande. Efter indførelsen
af euroen er der i praksis kun tre valutaområder, der har indflydelse på det internationale renteniveau:
euroen, den amerikanske dollar og den japanske yen. Som følge af den danske fastkurspolitik
er renteniveauet i Danmark snævert knyttet til det europæiske renteniveau. Udviklingen i
de tre hovedområder er i de seneste 10-15 år gået i retning af en meget stabilitetsorienteret politik
med fokus på inflationsbekæmpelse og forbedrede statsfinanser. Dette har især været tydeligt i euroområdet,
hvor gennemførelsen af Maastrict-traktaten (og i forbindelse hermed Vækst-og Stabilitetspakken)
tilførte en betydelig grad af disciplin i landenes økonomiske politik. Denne orientering
af den økonomiske politik har resulteret i en lavere og mere stabil inflation – med deraf afledte
nedadgående virkninger på renteniveauet.
Som en sidste faktor til påvirkning af det internationale renteniveau skal nævnes generelle markedsforhold-
og forventninger. I takt med den stigende internationalisering af kapitalmarkederne er
betydningen af denne faktor steget. Store finanshuse følger den globale markedsudvikling tæt, og
selv små ændringer i forventningsdannelsen kan føre til store spekulative kapitalbevægelser med
betydelig rentedrivende effekt. Erfaringerne fra de seneste år synes dog at pege i retning af, at
denne faktor især har betydning på det korte sigt, mens mere fundamentale størrelser dominerer
på lidt længere sigt.