om udvikling adf inkluderende fællesskaber - Folkeskolen

Lærerprofession.dk – et site om lærerpraksis og professionsudvikling folkeskolen.dk 2012
Riina Anna Elina Ali Christensen, studienr. 101774, Bacheloropgave i specialpædagogik
nogle forskeres analyser af klasserummet som praksisfællesskab (inkl. elever og lærer) som
misvisende, da elevernes og læreres position, grunde til deltagelse og deres
praksisideologier er meget forskellige. Derimod kan læreren komme i en slags
grænseposition, hvilket jeg vil uddybe senere.
Praksisfællesskabet har nogle særlige karakteristika: deltagernes gensidige involvering, den
kontinuerlige forhandlen om den fælles virksomhed og udvikling af et fælles repertoire. Jeg
vil her fremhæve det fælles repertoire, der henviser til koder, rutiner, et særligt sprog,
måder at gøre tingene på, særlige historier mfl., som praksisfællesskabet har produceret
eller overtaget og som efterhånden er blevet en vigtig del af praksis (Mørck 2006:38ff.). I
den pågældende sprogklasse har polsk fået en særstatus; sproget bruges ikke bare blandt
de polske elever, men også de andre elever arbejder på at lære det. Det polske sprog
kunne således ses som en del af det fælles repertoire i sprogklassen.
Her kan drages en parallel til den franske sociolog Pierre Bourdieu, der taler om, at
skolerne mere eller mindre bevidst værdisætter en bestemt slags viden og væren. Der er
noget, der i skolesammenhæng bliver til 'kulturel kapital', og når de tosprogede elever
møder skolen, har de noget med i bagagen: en måde at se verden på, som de har opbygget
gennem opvæksten. Dette kalder Bourdieu 'habitus' (Gitz-Johansen 2006 s.99ff.). Man kan
stille en hypotese om, at sprogklasse-elevernes habitus anerkendes i højere grad i
sprogklassen end af resten af skolen.
Noget, der tyder i den retning, er, at sprogklassen beskrives som et godt sted at være i
interviewene både af sprogklasselæreren og de to elever. Ifølge sprogklasselæreren er det
en målsætning, at eleverne skal være glade for at komme i skole og opbygge et netværk
blandt klassens elever. Fagligt mødes eleverne også med krav, de kan honorere.
Opfattelsen af sprogklassen som et godt sted at være styrkes endvidere af synet af de
gamle sprogklasse-elever, der kommer og hilser på en gang imellem. En af dem, Jerosam,
der er udsluset i en almindelig klasse på skolen, kommer næsten hver dag. At sprogklassen
er et godt sted at være kan også være medvirkende til, at den "lukker om sig selv." De
udslusede elever står således i en grænseposition, og det interessante er, hvorvidt disse
elever har muligheden for at åbne op for skabelsen af inkluderende fællesskaber for
sprogklasse-eleverne.
Morad [forklarer], at for nogle uger siden kunne han ikke lære og ville han ikke lære dansk. Han
siger, at der var nogle tanker i hans hoved, men nu har han bestemt sig. Han kigger også lidt rundt i
klassen og konstaterer, at Jaide har også lært det, og hun har jo kun boet i Danmark i nogle måneder, og nu
er hun udsluset i nogle timer. Jeg prøver at trøste Morad med, at Jaide er jo bedre stillet, da hun har en
dansk far. Senere spørger Morad mig, hvad klasse Minik går i. Han er jo også kommet ind i klassen
efter Morad og er nu udsluset i mange timer.
I praksisfortællingen ovenfor er det delvist udslusede elever i klassen, der fungerer som et
forbillede, en motivationsfaktor for en anden elev til at lære dansk og komme videre. Man
kunne også mere systematisk bruge de gamle sprogklasse-elevers solstrålehistorier
forbilledligt. De kunne som særlige historier komme til at blive en del af klassens fælles
repertoire.
Man kunne også med fordel arbejde på at udvide 'det fælles' i repertoiret sådan, at det
9