Tværsektorielle overgange i psykiatrien - Region Hovedstadens ...

17
I fokusgrupperne med medarbejdere fra region og kommune var der overvejende enighed
om, at ansigt-til-ansigt-møderne er noget, der virkelig bidrager til at fremme samarbejdet,
fordi man i bogstavelig forstand får sat ansigt på hinanden og opnår større indsigt i
hinandens arbejde.
I de situationer, hvor man har en face-to-face kontakt, så vil der næsten aldrig være
nogen problemer. Så kan det godt være, man får et nej til et eller andet, men så er det
begrundet og noget, som man ved, er reelt.
Flere kunne fortælle om eksempler, hvor et enkelt eller nogle få afholdte møder havde ført
til, at problemer var blevet løst, enten i forbindelse med enkeltsager eller generelle
arbejdsgange:
Der var en, hun ringede til mig og sagde: ”Jeg kan godt sige dig, jeg er decideret bange
for den patient, du har, som skal herned, jeg tror ikke, vi kan rumme hende, hun er
simpelthen for vred og aggressiv”, og da hjalp det, hvor jeg sagde til hende: ”Jamen, du
må lige, du skal ikke være bange for hende, hvor kommer det fra” Jamen, det var fra de
papirer, de havde læst, og så siger jeg så til hende: ”Ved du hvad, I skal jo heller ikke have
en, som du er bange for. Jeg synes, du skal komme over til os, og så må vi sidde og
snakke sammen alle sammen, hvad er det egentlig du er bange for, og hvad er det, du
har læst og hørt, for det kan være, det er skrevet på en måde, der kan forstås på flere
måder.” Det endte med, at hun så var knap så bange. Fordi patienten jo havde en
attitude, men det var kun en attitude, det var ikke, fordi hun kunne drømme om at slå
eller gå fuldstændig amok.
Omvendt gjorde deltagerne også opmærksom på, at møder er tidskrævende, og i en
presset hverdag kan det være svært at sætte tid af til dem:
De observationer, man gør sig, bliver ikke delt, før man møder hinanden face-to face. Det
er ikke den rigtige måde at gøre det på, når nu man ønsker at spare, sådan som man gør.
At man skal møde hinanden fysisk for at overdrage informationer, sparer man ikke noget
ved.
Flere fremhævede, at når først der var kontakt til nogen i den anden sektor, som man
kendte, blev det nemmere efterfølgende at klare problemerne via telefon.
En idé, som kom frem i flere af grupperne, var at holde årlige møder, som ikke handlede
om konkrete sager, men som havde til formål at lære hinanden bedre at kende og øge
indsigten i hinandens arbejdsgange og – vilkår.
Man tager ofte selv kontakt, når man bliver ved med at løbe panden mod en mur, så
indkalder man, eller hvis der sker noget forfærdeligt, så indkalder man også. Men det
kunne være fint at gøre det, inden tingene går skævt.