Tværsektorielle overgange i psykiatrien - Region Hovedstadens ...

74
lidt mere fleksibilitet måske kunne give borgerne en succesoplevelse i stedet for et
nederlag, der nemt bliver konsekvensen, hvis timetallet ikke er afstemt med borgeren.
Der er også flere i grupperne, som påpeger, at man inden for psykiatrien måske ikke
kender nok til de regler og bestemmelser, som kommunernes sagsbehandlere og
jobcentrene arbejder under. Mange ansatte giver også udtryk for en forståelse for, at man
ikke altid kan opnå det tilbud eller den ydelse for patienterne, som man ud fra en
behandlingslogik finder optimal, simpelt hen på grund af ressourcemæssige
begrænsninger. Dette er der forståelse for, selv om mange beklager, at det må være sådan.
Dog kan tonen over for patienter og ansatte til tider opfattes som lidt for hård.
Jeg synes også tonen er et problem. Jeg vil give et helt nyt eksempel. Her i den her uge
hvor jeg har en patient, som har været så uheldig at have en kælderlejlighed, og den er jo
så her i sommers blevet fuldstændig oversvømmet og alle hendes ting var fuldstændig
rådnet op, og hun havde fået en dyb depression og havde været indlagt i fem måneder.
Og så har vi vurderet, at hun faktisk heller ikke på grund af sin tilstand, alligevel kan klare
sig selv, at hun er nødt til at komme et sted, hvor der er nogen, der kan holde lidt øje med
hende, og hjælpe hende i den rigtige retning, så kommunen har godkendt at hun kom
ned på sådan et kollegium på Svanholmsvej, og når man flytter ind der, så kræver det at
man har en seng og et skab, og nogle forskellige ting, og det har hun ikke, fordi det hele
er ødelagt, og hun er på kontanthjælp, hun har ikke råd til at skaffe sig noget nyt. (…)og
så ringer jeg op for at høre hvor langt sagen er kommet, og så det første hende jeg taler
med siger ”Ja den ligger her, men ved du hvad, tror du det her det er et
forsikringsselskab”, og så tænker jeg bare, hvad mener hun med det ik’, og så siger hun
”Ja alle hendes ting, hun kunne da bare have sparet op, det er et halvt år siden” Altså,
det er bare den tone der, man opgiver også lidt selv, skal det være sådan her når man
ringer til kommunen.
Der er dog også eksempler på gode oplevelser, hvor sagsbehandlerne er hjælpsomme og
får sagerne hurtigt igennem, go her er der enighed om, at dialog og større kendskab er
vejen frem.
Jeg har en socialrådgiver ude på vores opsøgende psykoseteam, som simpelthen har
skabt sig venner, om man så må sige, på jobcentret, det kommunale jobcenter, hvor han
via netop det her med at tage derop og sidde overfor en medarbejder og snakke sammen
med patienten om muligheder, og hvad de kan gøre og så videre, har fået nogle ganske
tunge skizofrene patienter i arbejde på de vilkår, de nu kan passe arbejde på, og det er
simpelthen, fordi de er involveret både fra jobcentrets side og fra vores side og i den
direkte kontakt. Det virker. Men det er jo bare noget, det tager tid, og hvor skal vi få
pengene fra.