Tværsektorielle overgange i psykiatrien - Region Hovedstadens ...

57
I de kvalitative interview har flere fortalt om erfaringer med, at det kan være svært at blive
indlagt, og at det paradoksalt nok kan kræve et overskud, som man netop ikke føler, at
man har, når man har det psykisk svært:
Du skal tale for din sag, når du bliver indlagt. Og det tror jeg alle føler. Du skal
argumentere for at blive indlagt. Og det er pisse irriterende og frustrerende. Du skal
virkelig være ved at krepere, føler man, for at blive indlagt. Du skal sidde og tale for din
syge moster for at blive indlagt, ellers så bliver du sendt hjem og sove. [fortæller om en
indlæggelse] der sov jeg på den der ambulante, og så blev jeg smidt hjem igen. Der havde
jeg ikke talt nok for min syge moster. Det er svært at sidde og sige at man har det dårligt.
For man har ikke lyst til at sidde og fortælle alle de ting der, men det bliver man lidt nødt
til. Og hvis man ikke er en type, der kan det, så er man på røven. For så bliver man ikke
lukket ind, og så får du ikke den hjælp, du skal bruge.
Nogle gange er man i en situation, som er rigtig forfærdelig at leve i, når man så
henvender sig igen, så er det ikke så nemt lige at få foden indenfor igen. Når man er ude,
kan man ikke komme ind, og når man er inde, kan man ikke komme ud.
Som de kvalitative citater viser, handler overgangen i forbindelse med indlæggelse, at man
kan blive indlagt eller på anden måde mødt, når man oplever, at man har brug for det, f.eks.
hvis man får det psykisk dårligt og frygter, at man er ved at få tilbagefald til en dårligere
tilstand. Flere giver eksempler på, at de har fået det dårligere som følge af ventetider og
afvisninger har som konsekvens, at borgere/patienter får det endnu dårligere og måske får
et længere og sværere indlæggelsesforløb, end de ellers mener, de ville have haft.
Der er også eksempler på, at indlæggelser forløber godt, og at koordineringen fungerer
efter hensigten:
Der var én gang, hvor jeg kunne mærke, at den var helt gal. Jeg ringede til Psykiatrisk
skadestue og sagde, at den ikke var god. Jeg kan mærke, at filmen er ved at knække. Jeg
ringede til min støttekontaktperson og hun kom med det samme. Hun fik mig lige lidt ned
med zoneterapi, og så tog vi en taxa derover.
Som også påpeget i interview med de ansatte, er det vigtigt med kontinuitet og fleksibilitet
i disse overgange, hvor som i det ovenstående eksempel en støttekontaktperson tager med
på skadestuen, eller som i nedenstående citat, hvor en indlæggelse forberedes og aftales
med lydhørhed over for borgerens egne ønsker:
Jeg var oppe hos min psykolog på hospitalet[Distriktspsykiatrisk Center], der syntes, at vi
skulle gå over og tale med dem på den psykiatriske skadestue. Og det var så dem, der
syntes, at jeg skulle blive indlagt. Så sagde jeg, at jeg gerne ville vente lidt. For jeg var
bare kommet derop til en lille samtale, så det var meget pludseligt. Og så et par uger
efter sagde psykiateren, som jeg gik hos på hospitalet, at jeg nok skulle skifte medicin, og
samtidig med, at de var bekymrede, så virkede det meget fornuftigt [at blive indlagt]. Og
så aftalte jeg, at jeg skulle gå derop om mandagen. Så jeg gik hjem og pakkede en taske
og fortalte det på kollegiet.