Tværsektorielle overgange i psykiatrien - Region Hovedstadens ...

67
Der er generel enighed om blandt både borgere og pårørende, at et velfungerende
samarbejde mellem de forskellige instanser gør en stor positiv forskel. Nedenstående er et
eksempel på dette fra en borger:
I forbindelse med min graviditet fik jeg tilbudt et samarbejde. Rigshospitalet har et
samarbejde, når man er i den kategori. Der er tilknyttet en psykolog og en psykiater og
sådan nogle ting. Sådan nogle, der arbejder sammen, og så tænkte man ”Næh, det var jo
fantastisk. Det der samarbejde, det kunne man godt bruge andre steder”. Det var jo
fantastisk. De holdt jo møder en gang om måneden, hvor de diskuterede de der ting og
samlede op på, hvad de skulle gøre. Og kom med deres forskellige meninger om, hvad
der skulle ske i forløbet. Det var jo desværre kun i graviditeten, for det er jo sådan noget,
man drømmer om godt kunne ske på kommunen, mellem de forskellige ting. Jeg tænker
især kommunen, for det er der, man føler, at samarbejdsproblemerne er store.
I pårørendeinterviewene bliver programmet OPUS fremhævet som eksemplarisk, hvad
dette angår:
De har også haft kontakten i forbindelse med hendes revalideringsansøgning, og de har
hjulpet hende i forbindelse med, at hun søgte på seminariet. Hun var startet på
seminariet og havde fået valgt et linjefag, som hun syntes var håbløst. Og så sad der en
uddannelsesvejleder derude, der skal vurdere, om hun må skifte linjefag. Og det kan man
på alle andre seminarier, selvom det er på 3. år. Og hun fik afslag på 1. semester. Men
der måtte hun tage kontakt til erhvervsvejlederen inde i OPUS, der så hjalp hende. Jeg
kan jo ikke ringe derud og sige ”Det er Louises mor”, men det kan de i OPUS. (…) Det er
helt utroligt den hjælp, man får derinde. De har en psykiater og to psykologer, en
ergoterapeut, en erhvervskonsulent, en sygeplejerske og en socialrådgiver. De har hele
paletten derinde. Man har sin egen kontaktperson.