Gem/Ã¥ben hele nummeret som PDF - 16:9

green-lighte. Det gør altså, at man kan optimere nogle processer, manaldrig nogensinde ville kunne optimere, hvis du hele tiden er usikkerpå, om du skal i gang. Det gælder også cast af skuespillere. Vi hiver joen Sidse Babett ind 1½ år, før vi går i gang. Så begynder vi at casteog ser på, hvem der kan og vil osv. Det er et kæmpe problem forbranchen, at der ofte er så kort tid fra en egentlig green light affinansieringen til, at man går i gang. Og finansieringen er sådan etkludetæppe, der indimellem sågar skal tilfredsstille modsatrettedebehov. Så kan du måske ikke få den instruktør, du gerne vil have, ellerden klipper eller det hovedcast, du gerne vil have. Så det, at der enlang planlægningshorisont, at der er denne kontinuitet og dennevolumen giver også nogle muligheder for cheferne i butikken at tænkelangsigtet. Det betyder også, at vi har kunnet etablere et samarbejdemed de store uddannelsesinstitutioner som Filmskolen, Teaterskolenosv., hvor vi er i samarbejde med manuskriptstuderende,producentstuderende, production designere etc. Piv og jeg har lige haftmidtvejsevaluering, hvor de skal udvikle nogle tv-serier. De skalbeskrive dem, lave de første drafts på manus, og de skal pitche demog caste dem og production designe dem.Der får vi jo meget hurtigt et blik for, hvem der er af talenter derude.Jeppe er et godt eksempel. Ham ”fandt” vi på Filmskolen for fire årsiden. Og så blev han episodeforfatter på Sommer, og så blev hanepisodeforfatter på Borgen, og nu bliver han så hovedforfatter. Det erjo noget, der er udviklet gennem de sidste seks år. Og vi havde ikkekunne stå med det talent, vi har i dag med Jeppe, hvis grundlaget forden rejse ikke havde været til stede. At have det lange lys på gør, atvi kan organisere fiktion på en måde og have et samspil med deeksterne samarbejdspartnere, som i virkeligheden kan være med til athøjne vores produktioner.Så vidt jeg forstår, så har DR også nogle fordele mht. talentrekrutteringi forhold til filmbranchen. Er det rigtigt?Ja, det har de nogle gange hævdet, fordi vi er ude og tage fat i nogletalenter tidligt på Filmskolen, som så kommer her ud og arbejder, også kommer de ikke til at lave film. Men det er jo ikke rigtigt. Der ermasser af eksempler. Tobias Lindholm, der lige nu i går har vundet enAFI-pris (American Film Institute) i USA for Kapringen, han er etrigtigt godt eksempel på det. Han vandt også med R for et par årsiden, og da sad han og var episodeforfatter hos os imens (fig. 6). Deter sådan en mærkelig tudekiks-holdning, hvor man bare må sige, atfilmbranchen simpelthen ikke har været dygtige nok til talentarbejde,fordi det også igennem en årrække i filmbranchen har været”Tordenskjolds soldater”, som man altid var sikre på fik støtte af DFI(Det Danske Filminstitut). Og i mange år var det sådan, at der var formange instruktører, der ville lave for mange film. Jeg tror overhovedetikke, at der er et modsætningsforhold, og jeg tror rigtigt meget på, atfilmbranchen skal være superglade for, at vi tager dem ud, når dekommer fra skolen, og hvis de er episodeforfattere her i et stykke tidvirkelig får nogle kilometer i benene i forhold til deres egentalentudvikling, der gør dem til nogle langt bedre manuskriptforfattere,når filmbranchen så har råd og mulighed og tid til at støtte et relevantprojekt.Fig. 6: Tobias Lindholm. Foto: DFI/BilledogPlakatarkivet. Sune Lolk.Per Fly og Henrik Ruben Genz har også talt begejstret om denmulighed for at have tv-produktion som en måde at komme i gangefter Filmskolen eller holde gang i hjulene (se Redvall 2011, s. 195).Men I har vel også en reel fordel i forhold til filmbranchen, i og med atI kan ansætte nogen på kort varsel, mens de i filmbranchen typisk skalvente på svar om støtte fra DFI?100%. Det lægger jeg ikke skjul på. Det har jeg også sagt, når jeghar holdt oplæg for repræsentanter for Kulturudvalget. Der er ingentvivl om, at den volumen og kapacitet skaber nogle muligheder iforhold til talentudvikling, som er helt unikke, og som er en væsentligdel af grunden til fiktionssuccesen. Det er en af mine store anker ligenu i forhold til filmbranchen. Jeg mener, at i så lille et sprogområde,som Danmark er, der har man smurt smørret for tyndt ud ifilmbranchen. Ambitionen om at lave 20-25 spillefilm om året, hvorafmange skal laves for en sytråd og en gråpære. Og så er der næstenlige så mange forskellige producenter, der gerne vil producere det. Deter jo ikke produktionsselskaber med ballast og volumen. Det erproducenter, der har et CVR-nummer, og når de så skal lave en film,så etablerer de et produktionsapparat rundt om det, men det skaber dualtså ikke kontinuitet og udviklingsrum og talentudvikling på baggrundaf.Meget apropos den her diskussion om samling kontra spredning, så serman jo, at andre skandinaviske lande, Sverige fx, har spredt sig overflere genrer og slots inden for tv-produktion end DR. Hvordan ser dujeres fiktionsportefølje fremadrettet? Vil I koncentrere jer omdramaserierne om søndagen, som det er nu, eller skal I også lancere