Gem/Ã¥ben hele nummeret som PDF - 16:9

Forside Indhold Arkiv Abonnement Profil Links Kontakt EnglishDet var butleren, der gjorde detAf JAKOB ISAK NIELSENDer hviler et tungt åg på enhver manuskriptforfatter, som skalafslutte en hæderkronet tv-serie af Forbrydelsens kaliber.Slutningen er behæftet med et særligt forventningspres, fordiden kommer i halen af næsten fyrre timers fiktion. Skalmorderen være en mand eller kvinde, skal Lund dø, skalfortælletrådene lukkes, eller skal de bevares åbne?Fig. 1: Reinhardt retter bakspejlet, kiggertilbage mod Lund, og vi får åbnet ensprække ind til hans skjulte identitet sompsykopatisk (serie)morder. Foto: DR.I forbindelse med afslutningen af Forbrydelsen III er der især tobilleder, som indprenter sig i hukommelsen: den afsluttende indstillingaf Sarah Lund, der intenst og alvorligt ser ind i kameraets linse (seforsiden) og ovennævnte indstilling af Niels Reinhardt, der justererbakspejlet og kigger mod Lund og indirekte også mod os – seerne (fig.1). Sidstnævnte indstilling er markant, fordi det er det eneste øjeblik iserien, hvor Reinhardt lader paraderne falde.Iscenesættelsen er i tråd med seriens generelle audiovisuelle strategiom at underfortælle, dvs. som Sveistrup siger i sit interviewandetsteds i dette nummer, ikke at afkode eller afklæde karakterernefor tydeligt (Sveistrup 2012). Her får vi netop kun åbnet en sprækkeind til Reinhardts skjulte identitet som psykopatisk (serie)morder.Ovennævnte billede giver også anledning til at kommentere seriensslutning. Udgangen på en lang række af seriens fortælletråde er værdat diskutere, men her skal det specifikt handle om tre forhold: valg afmorder, Lunds beslutning om at likvidere ham og Lunds beslutning omat stige på flyet – sandsynligvis med Reykavik som destination.Først og fremmest arbejder Forbrydelsen III med en variant ift. denwhodunnitstruktur, der praktiseres i I’eren og II’eren, hvorugerningen/ugerningerne overvejende kan kobles til én karakter. IForbrydelsen III er ansvaret for mord (Louise et al), dødsfald(Statsministerens søn Benjamin) og kidnapning (Emilie) fordelt over enbredere vifte af karakterer, og så er der i tilgift to mordere ude at gå:Loke (Thomas Gabrielsson), der bliver krediteret helt fra begyndelsensom GM (som udover at kidnappe Emilie tilsyneladende dræber såvelvicestatsadvokaten som retsmedicineren), og så naturligvis NielsReinhardt, der først afsløres som Louises morder i tiende afsnit – medantydning af, at han har dræbt andre før hende.ButlerklichéenIgennem en række interviewseancer med Anders Christiansen på AK24syv, om hvem morderen var, blev undertegnede stillet over for enteori, som huserede på AK 24syvs redaktion, nemlig den såkaldte”Butlerteori”. Christiansen mente, at Søren Sveistrup havde fået”storhedsvanvid” og forsøgte at slippe af sted med at afslutte serienmed den største krimikliché af dem alle: ”Det var butleren, der gjordedet”. En yderligere ledetråd var navnesammenfaldet mellem denpersonlige assistent Reinhardt (”butleren”) og den kvindeligeforfatterinde, som krediteres for at have lanceret butler-klichéen iromanen The Door (1930): Mary Roberts Rinehart.Til det forslag havde jeg flere indvendinger, herunder at, at Sveistrupschefer ikke ville tillade en udgang på fortællingen, som grundlæggendevar en genremæssig gimmick. Antagelsen var, at det ville undergraveidealet om at orkestrere en fortælling, der harmonerede med det, somde i DR omtaler som den dobbelte historie – det vil sige, at dereshistorier ud over at være velfortalte og dynamiske skal have indlejretetisk-sociale konnotationer, der knytter an til tidstypiskeproblemstillinger i det danske samfund. Med andre ord, så mente jeg,at kulminationen med den genremæssige gimmick ”det var butleren,der gjorde det” ville punktere de etiske og/eller sociale dagsordener,