Gem/Ã¥ben hele nummeret som PDF - 16:9

Lund siger, ”tænder I ikke lige lyset?” (fig. 12). Hvad med seriensbelysningsstrategi og noiraspektet? Der er mange, som har knyttetForbrydelsen til film noir – fx neo-noir eller nordic noir.Altså jeg har altid været glad for de sort-hvide noirfilm, og alt der komfrem i Raymond Chandler-regi. Det har jo meget at gøre med, at duhar en verden, hvor du er usikker på alle karaktererne, ogsåbikaraktererne. Hvilke skjulte agendaer ligger der og roder rundt?Bedrag og svigt osv., men når der så bliver sagt nordic noir, så er detikke noget, som vi tænkte på dengang. Det var bare en univers, somvi gerne ville sætte fortællingen i. Som jeg ser det, kom vi til at ligge islipstrømmen på Stieg Larsson. Men det er selvfølgelig klart, at heleserien er tænkt som en fortælling, hvor man med det samme kunnesige, at den bliver meget mørk.Fig. 12: ”Tænder I ikke lige lyset?”. Der erforbavsende få virksomme stikkontakter iForbrydelsens mørke rum. Her fraForbrydelsen III. Foto: DR.ForfatterrummetNadia [Kløvedal Reich, red.] opfattede forfatterrummet på Forbrydelsensom relativt lukket omkring dig, dine to episodeforfattere og så Piv iny og næ (Reich 2012). Hvad synes du karakteriserer jeresforfatterrum?Ja, det har ikke nødvendigvis været åbent over for nogen fra Nadiasskrivebord, hvis man kan sige det sådan, men i forhold til det kreativehold ser jeg det som et meget åbent og uhøjtideligt forfatterrum, hvorvi kan mødes med instruktør, skuespillere, fotografer osv., og såselvfølgelig med producenten. I den forstand er det egentlig minfornemmelse, at vi allerede fra Nikolaj og Julie sådant set havde etmere åbent forfatterrum end traditionelt i DR.Men det kan vel kun ske fra det øjeblik, at I har hyret en stab afinstruktør, fotograf, skuespillere osv.?Jo jo, alt det her ligger jo først, når selve produktionen er ved at gå påbenene. Der er en lang, lang periode i ørkenen før da. Udviklingsfasener jo helt klart en af de sejere forløb, hvor vi bare sidder tre mand højog så Piv, der kommer ind engang imellem.Det, som jeg fandt ud af for nogle år siden, var, at det fungerede ikkegodt med en stor udskiftning. Det man ellers gjorde på DR var at køremed større cirkulation, så belastningen ikke var så stor på de enkelteepisodeforfattere. Der var også en tanke om, at der skulle noget friskblod ind for at få nye idéer, men jeg synes, at det blev mere turbulentend udbytterigt. Der var det vigtigere for mig at finde nogle fåforfattere, hvor der var en god kemi, så man kunne holde ud atarbejde sammen i et halvt til et helt år samtidig med, at manudfordrer hinanden og stiller kritiske spørgsmål. Det sparer jo enmasse tid, når man ikke hele tiden skal sætte nye forfattere ind i,hvem jeg er, og hvordan min arbejdsmetode er. Så jeg startede påForbrydelsen med Per Daumiller og Torleif Hoppe. Efter seks-syv afsnitskiftede Per med Michael W. Horsten, men siden da har vi kørt meddet hold.Dermed afskærer du dig vel også fra muligheden for at sende enkelteforfattere ud som små satellitter, der sidder og skriver på 3-4forskellige afsnit?Det kan du sige ja, men jeg kan ikke lide, at der går for megetstorindustri i det, fordi jeg føler, at jeg mister berøringen medmaterialet, hvis det kommer for langt væk fra mig. Så skal jeg ogsåbruge en masse energi på at gøre det homogent. Jeg er på den mådeen tryghedsnarkoman. Omvendt kan jeg logisk set ikke nå at skrivedet hele selv, så det næstbedste er at have nogle få, betroedemedarbejdere, så vi kan holde det i en tæt kreds og tage beslutningerderfra. Indimellem arbejder mine medforfattere jo også på film ellerandre tv-serier, hvilket er meget nødvendigt, så man ikke sliderhinanden op.ManuskriptetI mit interview med Piv Bernth (Bernth 2012) talte hun om, at hunofte kom på settet, men at du stort set aldrig selv kom på settet.Jeg kan sådan rigtig godt lide at komme på settet, fordi det er der, atdet hele får liv, men jeg har opdaget, at det gav en usikkerhed, at jegkom for at tjekke. Af den grund har jeg sådan set lagt bånd på migselv. Kommandovejene kan også blive lidt diffuse, hvis jeg dukker op,for så ved skuespillerne ikke, om de skal rette sig mod mig ellerinstruktøren, hvis de fx har et spørgsmål om en replik. I min optik skal