Gem/Ã¥ben hele nummeret som PDF - 16:9

Mens hhv. Justitsminister Mogens Rank (Søren Sætter-Lassen) ogZeelands bestyrelsesformand Gilsforts bestræbelser på at begravesagen knyttes direkte til landets økonomiske og politiske situation(Zeelandkoncernens renommé, deres opbakning bag regeringen,truslen om at rykke til udlandet), så forsømmer serien til gengæld atknytte selve mordet af Louise til et specifik forhold i tiden. Mordet påLouise har som sådan intet med finanskrise at gøre, men præsenteressom et udslag af individuel og uforklaret psykopati. Vi får ikkepræsenteret en grund til, at Reinhardt slår Louise (og andre børn)ihjel. Det antydes også kraftigt, at han har myrdet før og har til sindeat gøre det igen – finanskrise eller ej.Via fortolkningsmæssige krumspring kan man anføre, at Reinhardtspsykopati ganske vist ikke er forklaret, men kan siges at være indlejreti koncernkulturens måde at agere på. Han omtales fx af JustitsministerMogens Rank som én, der ”personificerede” Zeelandkoncernen (fig. 4).Så kan man jo overveje, hvad der ligger i den vending. Hvis mantager Ranks udsagn for pålydende, så kan Reinhardts sprog,fremtræden og ageren ses som en repræsentation af koncernens ditto.Seriens implicitte kritik synes således at være, at der bag ”omhu ogordentlighed”, den strømlinede, professionaliserede, glatte, merkantilehenvendelsesform gemmer sig amoral og direkte morderisketilbøjeligheder. Det harmonerer givet vis med yderligtgåendeudlægninger af, hvordan pressede mastodonter i erhvervslivet reagererunder gælds- og finanskrise, men Rank siger det naturligvis ibetydningen, at en mordanklage vil stå i stærk kontrast til det, somReinhardt og Zeelandkoncernen er indbegrebet af. Ved atbestyrelsesformand Gilsfort får udstyret Reinhardt med et alibi, såpostulerer serien selvfølgelig, at der i koncernkulturen – ligesom i denpolitiske elite - er indbygget en rystende mangel på etik og moral, somfinanskrisen skærper, men institutionaliseret tilgivelse af seriemord erder heller ikke tale om. Roberts moralske habitus er (stort set)ubøjelig, og selv Gilsfort dæmoniseres ikke, idet det antydes, at ingen– ud over Reinhardt selv – med sikkerhed ved, at han dræbte Louise(fig. 5).Fig. 4: Mogens Rank viser sig at havetrukket i trådene bag kulissen. Foto: DR.Fig. 5: Bestyrelsformand Gilsfort træder ikarakter som en af seriens største skurke.Foto: DR.Med andre ord træffer serien en række valg, der gør det vanskeligt atudlægge Ranks udsagn som om, at Reinhardt – i såvel sin front stagesom back stage-ageren - personificerer Zeeland.Hvis man skal koble den essentielle forbrydelse i Forbrydelsen III –altså mordet på Louise - med en etisk-social problemstilling, der ersærlig relevant for tiden, så skal man altså være fortolkningsmæssigtimødekommende og velvillig. I forhold til at kulminationen påForbrydelsen III skal harmonere med præmisserne i den dobbeltehistorie, så er der med andre ord nogle dramaturgiske mislyde iforhold til at vælge Reinhardt som morder og i forhold til ikke at givenogen motivation for hans forbrydelse.At de (Ingolf Gabold, Nadia Kløvedal Reich og Piv Bernth) gavSveistrup ”lov” til at afslutte med at gøre Zeuthens personlige assistent(”butleren”) til morderen peger på, at der kan ligge uforløstespændinger mellem to dogmer i DRs produktionsstrategi, nemlig ”dendobbelte historie” og ”one vision”, altså at fortællingen er styret afhovedforfatterens vision – også når det er en vision med glimt i øjet.Det er interessant, at afsløringen af ”butleren” som morder fortællesuden at fortrække en mine, selv om det sandsynligvis vil være den”fortælling” om slutningen, som bliver siddende for eftertiden.Sveistrup og co. indsluser spilopper samtidig med, at de holdermasken, som hvis præsten sniger en fis ud under sin gudstjenesteuden at gøre det mindste væsen ud af det. Det er meget sjovt atnævne bagefter, men hvis hele menighedens opmærksomhed havdeværet rettet mod det i situationen, ville det have punkteret grundtoneni fremstillingen. Mere præcist kan man tale om, at serien arbejder meden listig form for deadpankomik, hvor de seere, som er opmærksommepå det, kan muntre sig over butlerklichéen fra det øjeblik, at detbegynder at dæmre for én, at Reinhardt er morderen, og så måske vedeftertanken, når man ser tilbage på serien, kan man igen trække påsmilebåndet over beslutningen.Er det, som Anders Christiansen på AK 24syv udlagde det, et udtrykfor Sveistrups ”storhedsvanvid”? Måske. Det er i hvert fald et modigtvalg og i for sig også forfriskende med en unode i en ellers alvorstungog følelsesmæssigt højstemt slutning. Hvem sagde, at der ikke varhumor i Forbrydelsen – hvor godt gemt den end er?Lund skyder ReinhardtSkulle man sidde med et smil på læben over, at det rent faktisk var”butleren, der gjorde det”, så har likvideringen af Reinhardt i hvert faldden konsekvens, at det muntre register i fortællingen fuldstændignedtones (fig. 6). Netop denne handling fra Lunds side har været etstridspunkt. Den mest kritiske stemme i dagbladenes anmelderkorps,