Gem/Ã¥ben hele nummeret som PDF - 16:9

aldrig at se film på tv. Jeg synes, at de samme episke billeder kunnegå på min tv-skærm som i biografen, og jeg forstod aldrig, hvorfor tvskulle være talking heads og nærbilleder af den person og den person.Et af mine første store visuelt-episke momenter var jo, da jeg såmange spaghettiwesterns. Og spaghettiwesterns har utroligt nok spilleten rolle for Forbrydelsen, for det har været en del af de samtaler, vihar haft ifm. det visuelle og karaktertegningen (fig. 6-8). Blandt andetdet at få meget ud af lidt, en mand stiger af toget for eksempel. ClintEastwood har jo spillet en stor rolle i mange af de film og deler nogletræk med Lund – den socialt handicappede helt, tendens til tavshed,ingen venner, lidt sådan faldet ned fra månen, men han kan énbestemt ting, nemlig det med pistolen. Det er måske lidttegneserieagtig, men der er også en gammeltestamentelig dimensionved mange af de spaghettiwesterns også.Gerningsmanden og Sveistrups arbejdsmetodeBilledsiden og lydsiden vender jeg tilbage til, men der er én ting, somjeg bliver nødt til at spørge dig om. Der hersker en opfattelse af, at duikke har besluttet dig for, hvem gerningsmanden skal være, nåroptagelserne går i gang. Omvendt har din tidligere chef, Ingolf Gabold,fortalt mig (Gabold 2012), at han på et tidligt tidspunkt i processen isåvel I’eren, II’eren og III’eren ligesom Piv Bernth vidste, hvemgerningsmanden var. Hvordan hænger det reelt sammen?Jeg har nu aldrig selv sagt det til Ingolf, måske har Piv. Med hensyn tildet med gerningsmanden har det for Piv og mig – i særdeleshed formig – været en frihed, jeg gerne ville beholde, fordi jeg havde så storen historie at skulle fortælle, og jeg kunne af mange årsager, og jegville heller ikke plotte den ud. Den blev aldrig nogensinde plottet udafsnit for afsnit, inden vi gik i gang. Altså jeg tror vi plottede de første10-12 afsnit i den forstand, at vi havde en løselig fornemmelse af,hvad der kunne ske i hvert enkelt afsnit. Der begyndte jeg simpelthenat miste interessen, fordi det blev alt for tydeligt for mig, hvad viskulle gøre i hvert enkelt afsnit, og jeg kunne simpelthen ikke holdedet ud, det blev for kedeligt. Altså der var en retning, men jeg kangodt lide den foranderlighed, at når man sidder med enepisodeforfatter og skal til at storyline et afsnit, at jeg så kan finde påigen modsat af at være låst af noget, som jeg bestemte for et halvt årsiden og så bare side og skrive det ud. Derfor skete der altid det, atdet hele eksploderede igen.Fig. 6-8: Sveistrup fortæller, atspaghettiwesterns overraskende nok harspillet en rolle ifm. Forbrydelsens billedside.Man ser det fx i måden, at serien udnytterhele spektret fra ultranærbilleder til episketotalbilleder, hvor karakterer er spredt udover billedrammen. Foto: DR/Paramount.Den frihed var fantastisk, men den betød så også, at der ikke var tiafsnit, der lå færdige inden vi gik i gang. På det tidspunkt havde jegdet sådan, at det skal jeg nok løse, mens skuespillerne måtte få at vide”I skal blot være til stede nu”. Og så havde jeg muligheden for attænke det helt om undervejs – også i forhold til gerningsmanden –men det gjorde jeg ikke. Vi fik ikke brug for det i den første. Vi harikke haft brug for det undervejs igennem II’eren og III’eren heller, ihvert fald ikke på nogen radikal måde. Men det havde selvfølgelig denfordel, at hvis jeg havde lavet et forløb over en række afsnit, som ikkefungerede, så kunne jeg nå at lave det om. Jeg kunne opdage, at tokarakterer eller spillere ikke giver nogen magi sammen, og det er retvigtig, for det kan man ikke vide. Manuskriptet er jo i mine øjne etarbejdspapir, det er bare et skridt på vejen. Handlingen skrives jo fleregange, først på manuskriptplan, så under optagelsen og til sidst iklippebordet. For mig er det først, når vi er færdig i klipperummet, atdet er skrevet færdigt. Hele den proces har været vigtig for mig, fordijeg ser min rolle som mere end blot en forfatter, men som detamerikanerne kalder en showrunner, hvor du ligesom breder dig overhele forløbet. Men nej, vi ændrede ikke noget. Det var ikke sådan, atvi hev Vagn Skærbæk op af hatten. For det er jo klart, hvis man serhelt banalt på historien, hvor du har en ung pige, der bliver dræbt, ogsom er datter af flyttemanden, så er det selvfølgelig brandfarligt stof,at hun bliver dræbt af ”onkel” Vagn, som han bliver kaldt. Men iudgangspunktet var det kun Piv, mig og mine episodeforfattere, dervidste hvem gerningsmanden var planlagt til at være.Så man kan sige, at du – og en lille lukket kreds - helt fra begyndelsenaf havde en idé om, hvem gerningsmanden skulle være og faktiskendte med at holde fast i det?Ja, men fordi arbejdsprocessen også var, som den var, hvor der kun låcirka ti afsnit på forhånd, så sikrede jeg mig ligesom en ræv, at jeghavde forskellige udgange.Hvis nu hele Danmark sad og sagde henne i afsnit 15, at det var VagnSkærbæk, lige meget hvor meget jeg havde gjort for at lede mistankenet andet sted hen, så følte jeg virkelig ikke, at jeg kunne lave det medVagn som gerningsmand. Så ville al spænding jo suges ud alt fortidligt, og den angst havde jeg. Meget i en krimi og whodunnit er jolidt som en tryllekunstner, hvor man med den ene hånd står og siger